Den danske Ferrari-fabrikskører og regerende Le Mans-vinder sluttede på en stærk andenplads i weekendens sekstimersløb på Spa-Francorchamps – sidste stop inden Le Mans.
 (Foto: Ferrari Media)
Nicklas Nielsen missede sejren, men kørte til gengæld sin Ferrari 499P til en solid andenplads i tredje afdeling af FIA World Endurance Championship, som blev afgjort lørdag aften på Spa-Francorchamps foran mere end 98.000 tilskuere. Resultatet udløste vigtige VM-point til Nielsen, Antonio Fuoco og Miguel Molina, som startede det seks timer lange løb fra pole position, men i sidste ende måtte se sig slået af deres teamkammerater fra Ferraris fabriksteam.
 (Foto: Ferrari Media)
– Det var igen et af de løb, hvor der skulle kæmpes voldsomt hårdt fra første omgang. Vi kørte et ret clean ræs og formåede at være med i kampen om sejren gennem hele løbet. Til sidst var det et spørgsmål om at køre længst på benzinen. Vi kæmpede både med vores søsterbil, Alpine og BMW, før det lykkedes os at slutte på podiet, lyder det fra Nicklas Nielsen.
1-2-sejren for Ferrari betyder, at det italienske mærke indtil videre har vundet alle afdelinger af årets VM for sportsvogne og således dominerer mesterskaberne for både kørere og teams. Nielsen, Fuoco og Molina tog sejren i sæsonpremieren i Qatar i februar.
 (Foto: Ferrari Media)
– Det er ærgerligt at misse sejren, men for teamet kunne vi ikke ønske os en bedre forberedelse til Le Mans. En 1-2-sejr i sidste stop inden Frankrig giver hele holdet styrke, og nu handler det om at bære det stærke momentum videre. Stort tillykke til vores teamkammerater med sejren, tilføjer danskeren.
Næste opgave for Nicklas Nielsen og resten af holdet fra Ferrari – AF Corse er netop 24-timersløbet på Le Mans. Den 93. udgave af den legendariske franske klassiker løber af stablen den 14.-15. juni.
 (Foto: Ferrari Media)
Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Nicklas NielsenSpa-Francorchamps10/05/25 - Spa-Francorchamps - FIA WEC - FIA VM |