Eurocup-3   11/11/24

Theodor Jensen er årets tredjebedste Eurocup3-rookie
Den randrusianske racerkører sikrede endnu en podieplacering i årets sidste Eurocup3-løbsweekend på Circuit de Barcelona.


(Foto: Fotocar13)

Theodor Jensen har været godt kørende i denne sæson. På trods af en stejl læringskurve har den 18-årige østjyde arbejdet sig fremad i feltet og leveret lovende resultater. Således gik det også i finaleweekenden, hvor Theodor allerede i træningen var blandt de ti bedste kørere - og den hurtigste i Palou Motorsport.

Tekniske problemer i kvalifikationen betød, at Theodor måtte starte lørdagens løb fra 22. pladsen, og i et udfordrende løb kæmpede han sig frem til 18. pladsen. Problemerne blev løst takket være en ihærdig indsats fra teamets mekanikere, og søndag formiddag var bilen igen konkurrencedygtig. Her var Theodor 14. hurtigst.

Med en hurtig start kunne Theodor avancere frem til niendepladsen allerede på løbets første omgang, og her formåede han at holde sig hele vejen til det ternede flag. Dermed sikrede han tredjepladsen i Rookie-mesterskabet, ligesom han nu er noteret for mesterskabspoint i syv ud af otte løbsweekender i 2024.


(Foto: Fotocar13)

- Jeg er rigtig godt tilfreds med resultatet af både weekenden og sæsonen. Det har været en hård sæson med dygtige konkurrenter, og at blive tredjebedste rookie-kører beviser, at jeg hører til på det her niveau, siger Theodor Jensen, som ser tilbage på en sæson med masser af læring og udvikling:

- Det var et stort skridt op, men takket være en seriøs indsats både fra Palou Motorsport og fra mit bagland og jeg selv, har jeg rykket mig meget. Jeg har stadigvæk meget at lære efter kun tre sæsoner i motorsporten, men jeg glæder mig til at tage de næste skridt fremad, siger han.

Løbet på den spanske Formel 1-bane markerer afslutningen på Theodors 2024-løbskalender. Nu er fokus rettet mod 2025.

Theodor Jensen Racing


Læs mere om:
  • Theodor Jensen
  • Circuit de Catalunya
  • 10/11/24 - Circuit de Catalunya - Eurocup-3

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk