Int. Touringcar   17/09/24

Silas Rytter imponerede i ny motorsportsdisciplin
Sæbynitten blev kun slået af svensk Lamborghini-juniorkører med hjemmebanefordel
Den 18-årige racerkører fortsætter med at skabe et navn for sig selv i motorsportskredse. I weekenden var han inviteret af Semler Premium til at deltage som en af fire kørere i en såkaldt Time Attack-konkurrence på den sydsvenske racerbane, Ring Knutstorp.


(Foto: Grippo)

Time Attack handler om at sætte den hurtigste omgangstid uden at køre om kap med andre - præcis som en tidtagning inden en løbsweekend.

Konkurrencen foregik i ens Lamborghini Huracan Super Trofeo EVO2-biler med over 600 hestekræfter, og bortset fra en enkelt prøvetur i sådan en bil på Padborg Park, havde nordjyden ikke kørt i sådan en maskine før.

Og med konkurrenter, som kører i netop dén bil i det europæiske mesterskab, var forventningerne til weekenden mest et håb om at lære lidt tricks fra mere erfarne kørere.

Sådan gik det ikke helt. Silas Rytter endte som næstbedste kører med få tiendedele af et sekunds afstand op til vinderen - som ikke bare er juniorkører for Lamborghini, men tillige opvokset på Ring Knutstorp.


(Foto: Grippo)

- Det gik noget bedre end jeg havde forventet. Det er et lidt spøjst koncept, når man er vant til at tidtagningen kun er starten på en løbsweekend, men det var fedt at prøve. Og sådan en Lamborghini er jo et bæst uden lige, så at få lov til at blæse den rundt på en bane som Ring Knutstorp, det er jeg taknemmelig for at have fået lov til, siger Silas Rytter, der også er godt tilfreds med sin egen præstation:

- Jeg havde regnet med at få lidt klø, men at jeg ender med at være næstbedst efter én med så meget erfaring … det havde jeg ikke set komme. Det er super fedt, og det giver kun mere blod på tanden til at komme ud i den store verden og se hvad det kan blive til, siger Silas Rytter.

Indtil videre må han dog væbne sig med tålmodighed. Sæsonen er ved at gå på hæld, og der er ikke udsigt til mere racerløb foreløbigt. De næste mange måneder kommer til at gå med at sikre økonomien som skal hjælpe ham videre til næste skridt i karrieren.

Rytter Motorsport

Kim Gripping


Læs mere om:
  • Silas Rytter

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde