Dansk Super Rally   14/08/24

Gadeløb og lange hastighedsprøver venter for Glad Sport
Glad Sport tager hul på anden halvdel af Dansk Super Rally ved Rally Juelsminde

Det bliver forskellige udfordringer, som venter for Glad Sports mandskaber, når de lørdag deltager i Rally Juelsminde. Ligesom ved sidste år indgår et rallysprint i havnebyens gader i løbet, men derudover vil der være to lange hastighedsprøver på henholdsvis 17 og 35 km.

”Jeg tror, at det bliver spændende med den lange hastighedsprøve på 35 km. Det bliver i hvert fald den længste hastighedsprøve, jeg har kørt i hele min rallykarriere,” siger Kenneth Madsen (Ruds Vedby), som atter sekunderes af Mette Felthaus (Horsens).


Kenneth Madsen og Mette Felthaus jagter anden sejr i træk i Rally Juelsminde.
(Foto: Allan Christiansen)

”Det kan godt være, at der ikke er så langt fra Horsens til Juelsminde, men jeg betragter nu ikke området som min hjemmebane, for det er ikke så tit, at jeg er der,” siger hun. ”Vi skal nok køre nogle af de gode gamle hastighedsprøver udenfor Juelsminde, som vi ikke har kørt i nogle år. Det plejer at være nogle fine prøver, for vores konkurrent – Ib Kragh – har jo selv været med til at planlægge løb, og når en rallykører er med til det, bliver det sjovt at køre.”

Før sommerferien blev Kenneth Madsen/Mette Felthaus Danmarksmestre i rallysprint, og der indgår også et rallysprint i Rally Juelsminde.

”Det har vi også tilmeldt os,” fortæller Mette Felthaus, ”og så vil vi sørge for, at Ib virkelig skal kæmpe for sejren på sin hjemmebane. Jeg håber, at han kan holde os i ilden, men han skal i hvert fald få kamp fra vores side.”

”Hastighedsprøven i byen er ikke vildt teknisk, men det er fedt at komme ind i byen at køre. Der skal ikke være nogen tvivl om, at det er sejren, vi kører efter,” slår Kenneth Madsen.

Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Viborg) er også til start. Det bliver første gang i år, at de deltager i en afdeling af Dansk Super Rally.


Jacob Madsen og Line Nedergaard starter for første gang i år i en afdeling af Dansk Super Rally.
(Foto: Allan Christiansen)

”Jeg er spændt på løbet. Det bliver sjovt igen at køre herhjemme, også med de længere prøver og kombinationen med byprøven. Der var en helt speciel stemning sidste år,” siger en forventningsfuld Line Nedergaard. ”Det bliver sjovt at køre, når der er mange af tilskuerne, som man kender, og som kommer og snakker. Det er jo ikke tilfældet i Frankrig. Men det bliver også rart at være sammen med hele teamet igen. Vi har jo haft vores eget setup, hvor vi har koncentreret os om løbene i Frankrig. Jeg tror kun, at jeg har set Kenneths og Mettes mekanikere to gange i år…”

For Line Nedergaard var sidste års løb hendes første på Juelsminde-halvøen. Men hendes chauffør har heller ikke den store erfaring med området.

”Det er kun tredje gang, at jeg skal køre løbet, efter at jeg kørte det i 2015 og 2023,” siger Jacob Madsen. ”Det bliver sjovt at komme tilbage til et dansk løb. Der er mange mennesker, man ikke har set i år, som man sikkert kommer til at hilse på, og så skal der nok blive noget at kæmpe mod i vores klasse, hvor Martin Johansen, Lasse Karlshøj og Casper Venning er stærke. Og så kan jeg godt lide, at vi er inde i byen, hvor servicepladsen er på havnen. Ofte står vi i et industriområde, men dette her er meget bedre.”

Der bliver nemlig rig lejlighed til at komme tæt på Glad Sport gennem hele lørdagen. Fire gange skal der køres hastighedsprøve i byens gader, og i gåafstand herfra finder man servicepladsen langs Juelsminde Storstrand, hvor teamet mekanikere servicerer rallybilerne i de indlagte pauser.

Glad Sport Presse


Læs mere om:
  • Jacob Madsen
  • Kenneth Madsen
  • Line Nedergaard
  • Mette Felthaus
  • Glad Sport
  • Juelsminde
  • 17/08/24 - Juelsminde - Dansk Super Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde