Eurocup-3   17/07/24

Fremgang for Theodor Jensen på Zandvoort
Den 18-årige randrusianer kæmpede sig frem i Eurocup3-feltet på Zandvoort.
Det går bestemt i den rigtige retning for Theodor Jensen på de store racerbaner. På trods af begrænset træning og udfordringer i weekendens løb på den hollandske Formel 1-bane var der pokaler med hjem i bagagen.


(Foto: Dutch Photo Agency)

Fredagens træning og kvalifikation til lørdagens løb gik fornuftigt, og Theodor blev noteret for 13. hurtigste omgangstid, og selvom potentialet var til en placering blandt de ti bedste, gav det mulighed for at køre sig frem i feltet.

Fremad gik det i dén grad. Efter første omgang havde Theodor kæmpet sig frem til tiendepladsen, men kort efter blev løbet afbrudt af et stort uheld mellem to konkurrenter. Da løbet blev genstartet, kørte Theodor sig videre frem til syvendepladsen - og blev næstbedste Rookie-kører.


(Foto: Dutch Photo Agency)

Kvalifikationen til søndagens løb var præget af en ærgerlig fejl fra Theodors egen side:

- Det er meget vigtigt, at dækkene bliver varmet korrekt op, så de har den rigtige temperatur og dermed greb i asfalten. Det fik jeg ikke gjort ordentligt, så jeg havde slet ikke farten i bilen, så jeg fik kun sat 22. bedste omgangstid, fortæller Theodor, der til gengæld fik overhalet sig frem i feltet da løbet startede.

- Zandvoort er en svær bane at overhale på, men det lykkedes da at komme helt frem til 14. pladsen, og det er jeg efter forholdene ret godt tilfreds med. Det irriterer mig, at jeg fik ødelagt kvalifikationen for mig selv, for både bilen og jeg selv var egentlig hurtige nok til at kunne have kæmpet med i toppen, siger Theodor Jensen.

Om to uger får Theodor Jensen mulighed for at tage revanche, når Eurocup3-feltet kører løb på Motorland Aragon i Spanien.

Theodor Jensen Racing


Læs mere om:
  • Theodor Jensen
  • Zandvoort
  • 14/07/24 - Zandvoort - Eurocup-3

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk