Dansk Super Rally   24/06/24

Kenneth Madsen og Mette Felthaus tog guld ved DM-ugen
Ved den netop overståede DM-Uge i Herning vandt Kenneth Madsen og Mette Felthaus DM-guld i rallysprint og udvidede samtidig deres føring i kampen om Dansk Super Rally.

De store smil var fremme hos Glad Sport lørdag aften i Herning. Under DM-Ugen understregede Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens), at de i deres Citroën C3 Rally2 er Danmarks bedste rallyhold ved at sætte bedste tid på samtlige ti hastighedsprøver i Mascot Rally Herning. Det blev til et Danmarksmesterskab i disciplinen rallysprint, men også en udbygget føring i Dansk Super Rally.


Mette Felthaus og Kenneth Madsen vandt Mascot Rally Herning
(Foto: Allan Post Christiansen)

”Det var et virkelig godt og veltilrettelagt arrangement med både rallysprint og DM-rally,” siger Mette Felthaus. ”Klubben skal have ros for sit arbejde. Der er altid noget geografi, som afgør prøvernes udformning, men det var lykkedes klubben at finde nogle gode prøver. Publikumsprøven var rigtig god, fordi den var så lang, at man kun skulle køre to omgange på den ved hver gennemkørsel.”

”Det var et meget hurtigt løb, og det gjaldt både grussektionerne og asfaltstykkerne,” tilføjer Kenneth Madsen. ”Vejret skiftede meget og der var også en risiko for, at vi kunne punktere på grussektionerne. Jeg har aldrig før kørt et rally, hvor jeg har haft to reservehjul med i rallybilen hele dagen. Men heldigvis fik vi ikke brug for nogen af dem.”

I de to foregående udgaver af DM-Ugen var det ikke lykkedes Glad Sports mandskab at tage guldmedaljerne i DM i rallysprint, men det skete denne gang.


Trods det flade midtjyske landskab blev Kenneth Madsen og Mette Felthaus udfordret
(Foto: Allan Post Christiansen)

”Vi var meget opsatte på, at Ib Kragh ikke skulle have den DM-titel igen for tredje år i træk,” siger Kenneth Madsen. ”Vi havde et lille spin på den syvende hastighedsprøve. Det var alt.”

”Vi begik en lille fejl på den hastighedsprøve,” fortsætter Mette Felthaus. ”Vi blev fanget på noget rullegrus og fik ikke rigtig stoppet. Kenneth ville ikke risikere noget ved at lægge siden til, men vi tabte heldigvis ikke alverden på det.”

”Til sidst måtte jeg bede Kenneth om ikke at slappe mere af. Da vi havde vundet otte hastighedsprøver, skulle vi ikke tabe en prøve. Vi kunne lige så godt vinde alle ti hastighedsprøver.”

Næste opgave for Kenneth Madsen/Mette Felthaus bliver det traditionsrige rallysprint i den store grusgrav i Gammelrand den 20. juli, men i den første weekend af juli genoptager Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Viborg) deres program i den franske Stellantis Cup.

Glad Sport


Læs mere om:
  • Kenneth Madsen
  • Mette Felthaus
  • Glad Sport
  • Herning
  • 22/06/24 - Herning - Dansk Super Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde