SuperCup   10/06/24

Yderst mærkværdig weekend for Hankook SuperCup
Nogle weekender er bare mere mærkværdige end andre, og det var helt klart hvad gjorde sig gældende for Hankook SuperCup, da den anden afdeling af 2024 mesterskab blev afviklet på Ring Djursland.

Jacob Sevel Andersen lå etter i det generelle mesterskab, men stillede ikke til start, så det gav muligheder for Tino Vang Jørgensen og Claus Møller Jensen, til at hente masser af point på Sevel.


Tino Vang Jørgensen var ligeglad med om det var tørvejr eller regnvejr. Den orange Seat Leon Supercopa lå i front gennem hele weekenden.
(Foto: JJ Media)

Weekendens opbygning var også lidt ud over det normale. Lørdag formiddag og søndag eftermiddag skulle forskellige bilklasser køre, mens lørdag eftermiddag og søndag formiddag var afsat til motorcykler.

Så de fem deltagere var på banen for første gang klokken 9.50 lørdag formiddag, hvor banen var godt og grundigt gennemblødt af regn. Tino Vang Jørgensen var hurtigste mand, foran Dan Pedersen og Chris Leonhard.


Dan Pedersen var hurtig i Volvo’en, men hjulene stak desværre lidt for langt ud over skærmkanterne i heat 1.
(Foto: JJ Media)

Holdene gik og bad til, at banen ville tørre op til kvalifikationen, og der var da også en lille smule mere greb, hvor det igen var Tino Vang Jørgensen som satte den hurtigste tid, foran Dan Pedersen og Chris Leonhard. Jørn Støvring fandt også en del tid i den for ham nye Suzuki Swift Sport, som vi tidligere har set Regina Grynnerup køre i, i Hankook 1600 Challenge.

Claus Møller Jensen valgte at spare på dækbudgettet, og var kun lige ude på en enkelt omgang på Slicks, uden at sætte nogen tider.


Jørn Støvring var tilbage på banen igen, efter en længere pause på næsten tre år. Han fik kørt værdifulde kilometer, i den nyindkøbte racer.
(Foto: JJ Media)

Vejret var heldigvis markant anderledes søndag eftermiddag, hvor kørerne kunne køre ud på en knastør bane til heat 1.

Alligevel skulle det blive et yderst begivenhedsrigt løb.

Tino Vang Jørgensen stak af sted i front, og blev aldrig for alvor presset, så han kunne køre en sikker sejr hjem. Men bag ham lavede både Chris Leonhard og Claus Møller Jensen tyvstarter, og fik henholdsvis en og to strafbaner for det. Alligevel lykkedes det Claus Møller at køre andenpladsen hjem ude på banen, efterfulgt af Chris Leonhard.


Det blev ikke til mange omgange i weekenden for Claus Møller Jensen, som sprang over træning, kun kørte lidt i kvalen, og herefter løb 1, inden han trak sig fra heat 2.
(Foto: JJ Media)

Men så startede dramaet udenfor banen. Claus Møller Jensen og Dan Pedersen blev udelukket fordi at hjulene stak for langt udenfor skærmkanterne, og det er imod klassens reglement. Chris Leonhard blev diskvalificeret fordi han ikke overholdt vægt/effekt. Så det efterlod Tino Vang Jørgensen som generel vinder, foran Jørn Støvring, som vandt både Oldboys og Hankook SuperCup 200.

En time senere skulle heat 2 køres, men nu var det begyndt at regne igen. Dan Pedersen og Claus Møller Jensen stillede ikke til start i løbet.


Chris Leonhard havde egentlig godt med fart i raceren – men den havde lidt for mange hestekræfter i heat 1, og målte slet ikke nogen i heat 2. Så en pointløs weekend for ham.
(Foto: JJ Media)

Jørn Støvring startede fra Pole Position, men lavede en tyvstart, som gav ham en strafbane. Det betød at Tino Vang Jørgensen hurtigt kunne gå i føring af løbet, foran Chris Leonhard, og sådan fortsatte de tre hele vejen til det ternede flag.

Men igen skulle der ske ændringer af resultatet. Jørn Støvring havde kørt på en type dæk, som ikke er tilladt i klassen, så han blev udelukket, mens Chris Leonhard havde kørt uden et hukommelseskort i dataloggeren – så det kostede også en udelukkelse.

Det betød at Tino Vang Jørgensen var den eneste klassificerede kører Hankook SuperCup i heat 2.

Det betyder også at han er rykket gevaldigt fra konkurrenterne i mesterskabet, som han nu fører foran Jacob Sevel Andersen, og Claus Møller Jensen.

Der skete kun minimale forskydninger i Hankook SuperCup 200 mesterskabet, så Claus Møller Jensen er stadig i front, men nu foran Jørn Støvring, og Arne Hansen.

I Oldboysmesterskabet står Arne Hansen og Jørn Støvring på det samme pointantal.


Tino Vang Jørgensen scorede maksimumpoint i weekenden, og er derfor også gået i front af mesterskabet.
(Foto: JJ Media)

”Som Klasserepræsentant er jeg ked af at se det lave antal kørere, og at der var så mange udelukkelser i denne weekend. Vi håber på et helt andet, og meget bedre DM3 i alle henseender, når vi kommer på den anden side af sommerferien,” udtaler Klasserepræsentant Preben Jørgensen

Nu går Hankook SuperCup som nævnt på sommerferie. Vi starter op igen den 31. august-1. september 2024, hvor der endnu en gang skal køres på Ring Djursland.

God sommer, alle sammen.

Kørerforeningen Gruppe N National SuperCup

JJ Media


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 09/06/24 - Ring Djursland - SuperCup

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk