DS3 Cup   01/05/24

Milan Rytter åbnede DS3 Cup-sæsonen med sejr
DS3 CupEfter en alt for lang vinterpause stod Sæby-køreren for årets første sejr i DS3 Cup på Padborg Park.


(Foto: Grippo)

Med sin helt nybyggede racerbil var sidste års frustrationer over tekniske problemer væk, og Milan placerede sig øjeblikkeligt i toppen af feltet, da lørdagens træning blev kørt. Det blev fulgt op med næstbedste omgangstid i kvalifikationen til det første løb, så farten og selvtilliden var bestemt tilbage.

Årets første DS3 Cup-heat bød på intenst racerløb leveret af blandt andet Milan. Kampen om førstepladsen var intens, for hverken Milan eller konkurrenten ville give sig, så der blev kørt racerløb fra den helt høje hylde. Det blev dog Milan som trak det længste strå og kunne køre over målstregen som vinder af løbet.

Så godt gik det ikke i søndagens løb, hvor Milan skulle starte fra sjettepladsen efter lørdagens sejr. Her fik han ellers kørt sig frem igennem feltet til tredjepladsen, men en punktering betød, at han måtte lade sig nøjes med niendepladsen.


(Foto: Grippo)

- Jeg var helt oppe i bagenden på andenpladsen, så udsynet var begrænset, og samtidig var mine dæk lidt overkørt fordi jeg havde kæmpet mig frem gennem feltet … så jeg endte med at understyre i et sving, fik et hjulsæt ud i græsset, hvor der var et stort hul. Det kostede en fælg og en punktering, så selvom teamet fik skiftet hjulet i en fart, var det løb reelt kørt, siger Milan, der trods punkteringen har haft en god weekend:

- Det er så fedt at være i gang igen! Teamet har fået bygget en god bil over vinteren, og jeg kan tydeligt mærke at den er skarpere, siger en taknemmelig Milan Rytter, som også ser tilbage på årets første sejr:

- Sejren i det første løb var fed. Det var et godt race og en fed kamp mellem os, og det er tydeligt at niveauet er højere i år, så jeg kommer ikke sovende til mesterskabet, siger Milan.

Allerede om halvanden uge er Milan i aktion igen, når FDM Jyllandsringen afholder sit åbningsløb med blandt andet DS3 Cup på programmet.

Rytter Motorsport


Læs mere om:
  • Milan Rytter
  • Padborg Park
  • 28/04/24 - Padborg Park - DS3 Cup

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde