Diverse   22/03/24

Burning Down the House
Det er som i en god gammeldags western når 27 gunslingers mødes High Noon til duel på søndag i Californiens ørken. Der er millioner på spil. EM i karting med blot tre danske deltagere blandt 200 tilmeldte, og så er FIA ved at implodere.

Hvem vil være millionær?
Den kommende weekend udspilles et helt unikt skuespil i Californien. 27 INDCAR-kørere, heraf to danskere, dyster om store pengepræmier i Thermal Club 1 million Challenge. Thermal Club er et eksklusivt anlæg beliggende ved Palm Springs. Her kan (meget) rige amerikanere opmagasinere deres luksusbiler og nyde lidt wellness og track-time på tilhørende bane.

Det samlede præmiebeløb er opgjort til 1.756 mill. USD (modsvarende ca. 12 mill. Dkr.), hvoraf vinderen modtager USD 500.000. Thermal Club tæller ikke til INDYCAR-mesterskabet, og afvikles derfor efter et særligt regelsæt. Fredag køres fri træning, hvorefter deltagerne inddeles i to grupper ved lodtrækning. Efter mere træning lørdag køres kvalifikation i hver gruppe. Søndagen starter med hver gruppe kører et indledende heat. De seks bedste fra hvert heat er kvalificeret til finalen, der starter kl. 21.30 dansk tid og kan heldigvis følges på TV3 Max.

Fingers crossed for de to danske vikinger; Lundgaard og Rasmussen!

Noter

  • 10 år – hvor blev de lige af?
    De fleste danske racefans husker hvad de lavede og hvor de var d. 16. marts 2014. Det var den søndag Kevin Magnussen leverede en sensationel F1-debut i Australiens Grand Prix.
    Nu skal vi til det igen. Stil vækkeuret til kl. 05.00 søndag og følg årets tredje GP i Melbourne.
  • Fem ud af fem
    Det bliver ikke mere ”old school” i racing end 12-timers løbet på Sebring, og det passer tilsyneladende den danske Peugeot-fabrikskører Mikkel Jensen godt. Den ujævne bane kræver sin mand og bil, men for femte gang ud af fem mulige sluttede Mikkel på podiet. Denne gang blev det til P2 i LMP2-klassen for TDS Racing.
  • EM i Karting med kun tre danskere - hvordan er det gået så galt?
    Går man 10 år tilbage og ser på deltagerlisten i EM 2014 finder man fem danskere i senior og tre i junior. I år er der tre i alt.
    Den fødekæde der har givet os det danske motorsportsmirakel er ved at tørre ud.
    Læs også Karting hvor det hele starter

    Ugens special

    Burning Down the House?

    Mohammed Ben Sulayem blev valgt til Præsident for det internationale bilsportsforbund FIA i september 2021, primært på stemmer fra ASN i Mellemøsten, Afrika og Oceanien. Ben Sulayem er fra Dubai og hans motorsport c.v. begrænser sig til regionale rallymesterskaber.

    Kort efter sin indtræden anklagede han sin forgænger Jean Todt for at have manipuleret med regnskaberne og skjult store gældsposter. Dermed gjorde han den indflydelsesrige (og dygtige) franskmand til sin fjende, og afskar sig fra starten fra al hjælp fra den kant.

    Indrømmet, han fik ikke nogen nem start. Han arvede kontroversen fra VM-finalen i Abu Dhabi og blev tvunget til at afskedige den faste F1-løbsleder Michael Masi. Men det var ikke noget der stillede en af sportens mest magtfulde figurer, Toto Wolff, tilfreds, der ønskede løbsresultatet ændret så Hamilton, og ikke Verstappen, vandt VM. Det skete ikke, og det er bestem ikke glemt.

    Ben Sulayem ønskede efter eget udsagn et stærkere FIA, og for første gang ansatte FIA en CEO i skikkelse af Natalie Robyn, som tiltrådte sidste år. Robyn synes egentlig at være et godt valg med et fint c.v. etc., men det kan godt være amerikaneren nu ville ønske hun aldrig havde søgt jobbet.

    FIA er organiseret i to hovedgrupperinger; Sport og Mobility. Under Sport hører al firehjulet bilsport, men F1 stjæler i den grad overskrifterne så man nogle gange glemmer at WEC, rally, offroad, karting, dragracing og e-sport også er en del af FIA.

    Det er også fra F1 alle negative overskrifter og kontroverser kommer. Vinteren 2023-24 har virkelig været ”the winter of discontent” i Kongeklassens kulisser, og Ben Sulayem bidrager selv til cirkus med sine egne aktioner, udtalelser efterfulgt af dementier, indblanding hvor han ikke skulle og generel inkompetence.

    En liste over Ben Sulayems kontroverser siden han blev valgt er lang, men her er lidt til at starte med:

  • F1’s magtfulde rettighedshavere FOM rasede da Ben Sulayem blev citeret for at han mente værdien af disse rettigheder var stærkt overvurderede. Forlydende om sagsanlæg blev dog ved truslen.
  • FIA og Ben Sulayem meldte sidste efterår ud til omverdenen at man havde besluttet at udvide antallet af teams i F1 med to, til 12. Det griner man stadig af hos FOM og de ti eksisterende teams.
  • Præsidenten har selv været under intern FIA-undersøgelse efter han angiveligt har forsøgt at omgøre et løbsresultat og forhindre en banegodkendelse. Han er dog blevet frifundet (af FIA selv!)
  • Før sin tiltræden er Ben Sulayem citeret for at han ikke kan lide kvinder, der tror de er klogere end mænd! Ikke den mest p.c. udtalelse i disse woke-tider.
  • FIA har modtaget to sagsanlæg der potentielt kan koste organisationen store penge. Det første fra Felipe Massa, der mener FIA snød ham for VM i 2008. Det kan Ben Sulayem ikke bebrejdes, men
  • Senest kom Susie Wolff på banen med krav om erstatning for påstået æreskrænkelse, efter en udtalelse fra FIA, der hurtigt blev trukket tilbage. Men da var skaden sket.

    At ikke alt heller ikke er som det skal være internt i FIAs organisation ses tydeligt af den masseudvandring af højt kvalificerede medarbejdere der er sket hen over vinteren. Listen omfatter Sporting Director Steve Nielsen, Technical Director Tim Goss, Regulatory Director Pierre Ketterer, Legal Head of Commercial Affairs Edward Floydd, Head of Women in Motorsport Commission Deborah Mayer.

    FIA siger selv at det skam er led i den plan for en total omstrukturering af organisationen Ben Sulayem har iværksat, og at alt er under kontrol! Men det er det helt klart ikke; ”hjerneflugten” er katastrofalt for FIAs omdømme og evne til at modstå pres udefra. Hvis det skal lykkes må organisationen som minimum ledes af en stærk person og det er Ben Sulayem ikke; han er i bedste fald en velmenende amatør.

    Talking Heads skrev engang hittet ”Burning Down the House”. Det synes at være det der foregår hos FIA I øjeblikket.

    Bo Baltzer Nielsen
    BBN Consult


    Læs mere om:
  • Christian Lundgaard
  • Christian Rasmussen
  • Kevin Magnussen
  • Mikkel Jensen
  • Albert Park
  • Sebring
  • Thermal
  • 16/03/24 - Sebring - IMSA
  • 24/03/24 - Albert Park - Formel 1 - FIA F1
  • 24/03/24 - Thermal - IndyCar Series

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk