GT World Challenge Endurance   13/02/24

Sebastian Øgaard klar til GT World Challenge med Aston Martin
Den 20-årige racerkører stiller klar til GT World Challenge Europe Endurance Cup med Comtoyou Racing og tilknyttes attraktivt juniorprogram hos Aston Martin.


Sebastian Øgaard klar til GT World Challenge med Aston Martin
(Foto: Comtoyou Racing)

Efter et stærkt år i talentserien Eurocup-3, som bød på flere topplaceringer samt et mesterskabspodie, er Sebastian Øgaard nu klar til at tage et skridt videre i sin lovende motorsportskarriere. Den 20-årige dansker har indgået aftale med belgiske Comtoyou Racing og skal køre en af holdets helt nye Aston Martin Vantage GT3 i 2024-udgaven af GT World Challenge Europe.

– Jeg er enormt glad for at have fået muligheden for at stille op i ét af verdens mest udfordrende GT-mesterskaber. Det bliver min debut i GT-racing og et klart skifte fra formelracing, så jeg ser virkelig frem til udfordringen og glæder mig til at tage hul på sæsonen. De foreløbige testsessions er gået rigtig godt, og jeg føler mig godt tilpas i GT3-bilen, som jo er noget helt andet end den formelracer, jeg kørte sidste år. Det bliver en stejl læringskurve, for målet er naturligvis at være med til at kæmpe om mesterskabet, lyder det fra Sebastian Øgaard.


Sebastian Øgaard klar til GT World Challenge med Aston Martin
(Foto: Comtoyou Racing)

Danskeren stiller op i Silver Cup-klassen og skal dele sin Aston Martin med endnu ikke offentliggjorte kørere. Aftalen med Comtoyou Racing betyder samtidig, at Sebastian Øgaard bliver tilknyttet Aston Martins juniorprogram for unge talenter under 25 år.

– Det er en spændende aftale, som forhåbentlig stiller mig i en god position til at blive fabrikskører i fremtiden. Den giver mig blandt andet adgang til medietræning, simulatortræning og fysisk træning med fabrikkens egne eksperter, blandt andre den tredobbelte Le Mans-vinder Darren Turner, hvilket gør det muligt for mig at skabe relationer med Aston Martin. Jeg anser det kommende år for en stor chance og en shootout, hvor jeg skal præstere ekstra godt for at komme videre.

2024-udgaven af GT World Challenge Endurance afvikles over fem langdistanceløb, som blandt andet inkluderer 24-timersløbet på belgiske Spa-Francorchamps i juni. Sæsonen skydes i gang den 5.-7. april på franske Circuit de Paul Ricard. Alle løb kan streames live på YouTube.

GT WORLD CHALLENGE EUROPE ENDURANCE CUP 2024

5.-7. april – Circuit de Paul Ricard, Frankrig
26.-30. juni – 24 Hours of Spa, Spa-Francorchamps, Belgien
26.-28. juli – Nürburgring, Tyskland
20.-22. september – Monza, Italien
21.-23. november – Jeddah, Saudi Arabien

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Sebastian Øgaard
  • Paul Ricard
  • 07/04/24 - Paul Ricard - GT World Challenge Endurance

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk