Formel 4   05/02/24

Mikkel Gaarde Pedersen varmer op i spansk vinterserie
Den kommende sæson kommer Mikkel Gaarde Pedersen til at tilbringe i Spanien, og allerede i den kommende weekend tager den regerende Danmarksmester sydover for at deltage i årets første løb.

”Jeg skal deltage i Formula Winter Series i februar og marts,” siger den 15-årige racerkører fra Egernsund. ”Det er en løbsserie, som foregår over fire weekender, og det er en slags opvarmning til selve det spanske Formel 4-mesterskab, som jeg tager hul på i starten af maj.”

Formula Winter Series er – som navnet antyder – en vinterserie, og den byder på et komprimeret program over to sammenhænge weekender i henholdsvis februar og marts. Den begynder 10.-11. februar på den tidligere Formel 1-bane i Jerez og fortsætter weekenden efter på racerbanen i Valencia. I marts køres der i den første weekend på Aragon-banen, og i den efterfølgende weekend afsluttes løbsserien på Formel 1-banen ved Barcelona. Hver løbsweekend byder på tre løb af hver en halv times varighed.


I den kommende weekend tager Mikkel Gaarde Pedersen hul på sin spanske sæson med teamet DriveX.

Mikkel Gaarde Pedersen skal køre for det spanske team DriveX, som han hen over vinteren har gennemført flere testdage sammen med.

”Det er gået godt på testdagene. Selv om banerne har været nye for mig, har jeg kunnet følge godt med, og der har da også være et par test-sessioner, hvor jeg har været hurtigst af alle,” siger teenageren, som i november blev kåret som årets talent ved Dansk Motorsport Award 2023. ”En ting er test, noget andet er løbene. Jeg håber, at jeg vil kunne være med i top 12 – måske top 10. Der kommer trods alt godt 30 biler til start. Men jeg glæder mig til at komme i gang med sæsonen og de nye udfordringer.”

”Jeg havde ikke troet på, at det ville lykkedes at finde økonomien til en spansk sæson,” fortsætter Mikkel Gaard Pedersen. ”Men takket været hjælp fra en masse sponsorer, der virkelig bakker op om mig, og vores erhvervsklub Business And Racing og mit nye spanske team DriveX, som også har hjulpet med økonomien, er det alligevel blevet muligt.”

Følg Mikkel Gaarde Pedersen på Instagram: @mikkelpedersen55

Mikkel Gaarde Pedersen - Presse


Læs mere om:
  • Mikkel Gaarde Pedersen

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk