Danish Endurance Championship   04/09/23

Spænding om udfaldet i langdistanceløbene på Ring Djursland
DEC - Danish Endurance ChampionshipI flere divisioner var vindermargenerne på få sekunder efter timelange race


Der var tæt kamp mellem Mikkel O. Pedersen (564) og Thomas Andersen (510) om føringen i søndagens løb.
(Foto: Henning Smed Madsen)

Når løbsdistancen går over en time, sker det ofte, at vinderne kommer i mål med et forspring på et halvt eller helt minut endsige flere omgange. Men sådan var det langt fra, da deltagerne i Danish Endurance Championship i weekenden afviklede årets syvende og ottende løb på Ring Djursland. Kun to af weekendens otte divisionssejre blev sikret med en omgangs forspring.

En af disse divisionssejre tog Frederik Normann, Rødkærsbro, da han i sin BMW M3 E46 mod afslutningen af lørdagens løb kunne tage en omgang på den Cupra TCR, som Peter Obel/Mikkel Obel, begge Kalundborg, indtog andenpladsen med, og dermed vandt han DEC3-divisionen med en omgang. Men situationen var markant anderledes i søndagens løb. Her kæmpede han gennem det meste af løbet med Niels Nyboe, Ringe, og da de krydsede målstregen, var det med en margen på halvandet sekund, at Frederik Normann vandt.

I DEC2-divisionen havde man lørdag været viden til en næsten lige så lille sejrmargen, da Team Far & Søns Søren Behnfeld/René Nielsen, begge Aabenraa, slog Dan Agro Racings Kaare Frogne, Roskilde, med 1,6 sekund.


Søndagens løb bød på en fantastisk kamp i DEC2-divisionen mellem Team Far & Søn (290), WW Racing (222) og Dan Agro Racings to Peugeot RCZ’ere.
(Foto: Morten Alstrup)

De to teams Peugeot RCZ-biler var også med i føringskampen i DEC2-divisionens søndagsløb, hvor de fik følge af Marco Dahl, Aarhus, i en tilsvarende bil fra Dan Agro Racing, og WW Racings Citroën Saxo med Werner Wounlund/Tim Søndergaard, Kirke Hyllinge/Jyderup. Frem mod det obligatoriske pitstop midt i løbet, lå kvartetten i en tæt klump og kæmpede for placeringerne, og det var først efter pitstoprunden, at der kom spredning på dem. Team Far & Søn satte således et par omgange til, da de måtte i pit med et punkteret forhjul, mens Kaare Frogne kunne notere sig for sin tredje løbssejr i år.

Lørdag kunne Jan Engelbrecht, Virum, vinde DEC4-divisionen med et forspring på henholdsvis 11 og 25 sekunder til Michael Nielsen, USA, og Daniel Träger, Roskilde på de næste pladser. I søndagens løb forsvandt Porsche-kørerens chance for en ny sejr, da han blev idømt en stop-and-go-straf for en overhaling i gul flagzone, og løbet blev derfor domineret af de to Mitjet-kørere Martin Hald Gøtsche, Hedehusene, og Peter Henriksen, Viby Sj.

I den hurtigste DEC5-division havde Ronnie Bremer, Hvidovre, vundet de seks forudgående løb, og lørdag tog han sæsonens syvende sejr, hvor han vandt med en omgangs forspring til Walther Trabjerg/Mikkel O. Pedersen, Tørring/Struer. I søndagens løb delte Ronnie Bremer imidlertid sin KTM med Thomas Andersen, Rødkærsbro, og det gav et andet styrkeforhold i toppen af feltet. Inden de obligatoriske pitstop havde Ronnie Bremer fået opbygget et solidt forspring til Walther Trabjerg, men da de to biler skiftede chauffører, ændrede kampen sig. Omgang for omgang halede Mikkel O. Pedersen ind på Thomas Andersen, og med et kvarter tilbage af løbet kunne Porsche-køreren gå i front og tage sejren.

Niende og tiende løb i Danish Endurance Championship køres ved Night Race på Padborg Park den 15.-16. september.

Danish Endurance Championship
Padborg Park I/S

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 03/09/23 - Ring Djursland - Danish Endurance Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk