DS3 Cup   22/08/23

Felix Heiberg dobbeltsejrede i DS3 Cup
DS3 CupDen norske teenager dominerede mærkeklassens to løb ved Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen i weekenden, mens Dennis Bannergård tog sig af andenpladserne.


(Foto: Grippo)

Det var til gengæld en anden nordmand, som så ud til at have farten til at dominere weekenden. Nikas Eker Abrahamsen satte pole position til første løb med hele 3,5 tiendedeles forspring til Dennis Bannergård, og det var da også nordmanden, som tog starten og stak af fra feltet i lørdagens heat.

Men det varede ikke længe. Bannergård var hurtigt fremme ved Abrahamsen, og da også Felix Heiberg pressede på bagfra, måtte han opgive føringen da fordækkene blev overbelastet og ikke længere gav det greb, der var brug for. Heiberg fortsatte med højt tempo og tog en sikker løbssejr foran Bannergård efter flere omganges intens fight på banen.

Nicolai S. Jonas kæmpede hårdt for at indhente og overhale Abrahamsen, og havde der været et par omgange mere, ville det nok være lykkedes ham, men han kom over målstregen på fjerdepladsen.


(Foto: Grippo)

Linda Vekka startede weekenden i et stærkt tempo, som sikrede hende tredje startplacering til første heat. Det fik hun ikke meget ud af, da trækakslen på hendes DS3-racer eksploderede, da starten gik og hun skulle have bilen i andet gear.

Feltets anden finne, Jaakko Louhi, tog starten i sikker stil, men bag ham var Niklas Abrahamsen, Dennis Bannergård og Milan Rytter opsat på at komme frem. Efter én omgang overtog Abrahamsen føringen og kørte et flot forspring ud, men det holdt kun halvvejs til målstregen, da gearkassen gav op og han måtte parkere bilen.

Felix Heiberg startede løbet på sjettepladsen og kunne i en kombination af rå speed og andres uheld køre sig frem i feltet, hvor han først passerede Bannergård og siden Louhi. Med Abrahamsens defekt var vejen banet for endnu en heatsejr til nordmanden.

Linda Vekka har vist flot fart weekenden igennem, men heldet udeblev til gengæld. Med en ny trækaksel monteret havde finnen planlagt at kæmpe sig vej gennem feltet fra sidstepladsen, og det lykkedes med stil. Indtil bilen gik i nødprogram netop som hun havde kæmpet sig forbi landsmanden Jaakko Louhi på tredjepladsen. En genstart af bilen løste problemet, men tredjepladsen var uden for rækkevidde.

For Milan Rytter blev løbet en rutsjebanetur. Først kørte han sig frem til andenpladsen, hvorefter han spandt rundt efter kontakt med Nicolai S. Jonas - som måtte udgå efter sammenstøddet - og siden kørte han sig flot tilbage til femtepladsen.


(Foto: Grippo)

Mickey Bo Jensen var også tilbage i feltet og var med i flere dyster midt i feltet efter at have fået banket rusten ud af kroppen. Han måtte dog se Nicholai Sørensen køre forbi ham i søndagens løb efter flere omganges dueller.

Med ét løb tilbage af sæsonen er der nu både fuld gang i de mekaniske forberedelser såvel som kuglerammerne. Flere kørere kan reelt sikre mesterskabet ved DM-Finalen på FDM Jyllandsringen om halvanden måned, så der bliver med garanti lagt planer på værkstederne i både Danmark og Norge.

DS3 Cup

Kim Gripping


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 20/08/23 - Jyllandsringen - DS3 Cup

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde