Udfordrende ræs for Jan Magnussen, Lars Pedersen og resten af GMB Motorsport, som sluttede på en syvendeplads i tredje afdeling af Michelin Le Mans Cup.
(Foto: Michelin Le Mans Cup)
Det blev endnu en hård affære for Jan Magnussen og Lars Pedersen, som blev udfordret af konkurrenterne i Michelin Le Mans Cup og måtte tage til takke med en syvendeplads i tredje afdeling af den europæiske langdistanceserie.
(Foto: GMB Motorsport)
Makkerparret fra GMB Motorsport sluttede dog højt nok til at sikre nye mesterskabspoint på Paul Ricard, og således holder Magnussen og Pedersen en foreløbig sjetteplads i kørermesterskabet.
– Det gik desværre lidt som vi havde forventet denne weekend. Konkurrencen er hårdere end vi oplevede sidste år, og især Lamborghini og Aston Martin var svære at nå denne weekend. Resultatet skal dog også ses i lyset af, at vi fik en straf, som kostede os én, måske to pladser. Det er bare at fortsætte det hårde arbejde og lære af vores fejl. Så skal heldet nok vende. Tak til hele holdet for en stærk indsats, lyder det fra Jan Magnussen.
(Foto: GMB Motorsport)
Næste opgave for Jan Magnussen, Lars Pedersen og resten af GMB Motorsport er fjerde afdeling af Michelin Le Mans Cup, som afvikles den 23.-25. august på spanske MotorLand Aragón. Inden da skal Jan Magnussen i aktion med svenske Auto Lounge Racing, når fjerde afdeling af TCR Denmark finder sted i forbindelse med Copenhagen Historic Grand Prix den 4.-6. august.
Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Jan MagnussenGMB MotorsportPaul Ricard16/07/23 - Paul Ricard - ELMS |