Lamborghini Super Trofeo   02/07/23

Patrik Matthiesen nærmer sig toppen i Lamborghini Super Trofeo Europe
Der var markant fremgang at spore for hver omgang, Patrik Matthiesen og hans medkører, Yury Wagner, var i bilen under weekendens løb på Spa-Francorchamps.


(Foto: Leipert Motorsport)

Efter et par lovende træningspas fik sønderjyden og hans luxembourgske medkører bekræftet, at farten bestemt var til stede. Farten tog de med sig til kvalifikationen, hvor Patrik kvalificerede holdet til tiende startplacering til weekendens andet løb, der skulle køres lørdag. Til første løb måtte duoen nøjes med 25. pladsen som udgangspunkt.

Overhalinger er heldigvis blandt de discipliner, som Patrik sætter pris på, så efter et flot stint af Yury Wagner kunne Patrik overtage bilen på en 21. plads. Herfra gik det stærkt med at komme fremad på den belgiske bane - og målstregen passerede den sønderjyske Lamborghini-kører på 12. pladsen - en tiendeplads i PRO-klassen.

- Det var super godt race. Vi var lidt heldige med safety car, som fik samlet feltet, og efter det vidste jeg jo godt, hvad der skulle ske, lyder det fra en veltilfreds Patrik Matthiesen, som udnyttede situationen til det fulde.


(Foto: Leipert Motorsport)

Dermed var den hurtige duo klar til lørdagens løb, hvor Patrik skulle starte i bilen på tiendepladsen. Grundet enorme regnskyl blev løbet startet bag safety car, og på trods af det lave tempo, spandt konkurrenterne af banen for et godt ord.

- Der var virkelig glat, sådan rigtig typisk for banen og området. Det var ikke til at køre racerløb i, og efter at have kørt halvdelen af løbet, afbrød arrangørerne løbet af hensyn til sikkerheden. Det var helt OK, men selvfølgelig ærgerligt, for jeg havde set frem til at se hvordan sådan en Lamborghini skal køres i regnvejr, fortæller Patrik Matthiesen.

Med afbrydelsen blev alle deltagere tildelt point med udgangspunkt i kvalifikationen, og pointene for en tiendeplads er bestemt heller ikke dårlige. Det giver et godt udgangspunkt til næste løb på Nürburgring i Tyskland.

- Jeg havde til en hver tid hellere kørt om pointene og risikeret et dårligere resultat, men det var en fair måde at håndtere det på. Denne weekend har været rigtig god, for den har vist at Yury og jeg arbejder godt sammen - og i samme retning - og at det giver pote. Hele Leipert Motorsport-teamet har leveret varen fra start til slut, så det har været en sand fornøjelse. Nu glæder jeg mig til Nürburgring, hvor jeg aldrig tidligere har kørt løb ... det bliver spændende!

Løbet på Nürburgring køres den 28-30. juli.


(Foto: Leipert Motorsport)

Patrik Matthiesen - patrikmatthiesen.com

Kim Gripping


Læs mere om:
  • Patrik Matthiesen
  • Spa-Francorchamps
  • 01/07/23 - Spa-Francorchamps - Lamborghini Super Trofeo

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde