Danish Endurance Championship   20/06/23

Nærkampe og tætte dueller i langdistanceløb
DEC - Danish Endurance ChampionshipDer er stor variation blandt vinderne i Danish Endurance Championship

Det kan godt være, at Ronnie Bremer, Lyngby, også endte med at dominere på Ring Djursland og tage sine generelle løbssejre nummer 3 og 4 i denne sæson, men årets anden løbsweekend i Danish Endurance Championship bød på masser af nærkampe og tætte dueller i flere klasser.

Dette gjaldt specielt i division 3, som traditionelt har deltagelse af hold med de internationalt opbyggede TCR-biler. I lørdagens løb var der således en tæt duel mellem Frede Sieverts, Viborg, og Mikkel og Peter Obel, begge Kalundborg, som i deres biler fra SF Racing og Sally Racing kæmpede om føringen og krydsede målstregen med mindre end tre sekunders afstand.


Sally Racing (302) og CA Racing (305) havde flere gode kampe i division 3 på Ring Djursland.
(Foto: Henning Smed Madsen)

I søndagens heat var Mikkel og Peter Obel atter med i topkampen, men nu var det to andre teams, de kæmpede mod. Modstanderne var dels Dan Agro Racings Stefan Lorenzen, Aalborg, dels CA Racings Andreas Jaes Hansen og Claus Juul Hansen, Hørsholm og Kokkedal, og her var det CA Racing, som endte med at tage sejren i division 3, som nu har haft fire forskellige vindende teams i årets fire kørte løb.

Der var også god kamp i division 4, som i år ligeledes oplever stor variation blandt vinderne. Gustav Søderberg Krogh, Vedbæk, kunne lørdag sikre sig sæsonens anden sejr, men i søndagens løb blev han udfordret af dels Michael Nielsen, USA, dels søskendeparret Nanna og Martin Hald Gøtsche, Søborg og Hedehusene, men det var Klaus Søholm, Randers, som snød dem alle sammen og tog sin første divisionssejr i Danish Endurance Championship.


Michael Nissen (410) og Gustav Søderberg Krogh (469) havde flere dueller i division 4.
(Foto: Henning Smed Madsen)

I division 5 for de hurtigste biler tog Ronnie Bremer som tidligere nævnt atter to sejre, men ligesom ved sæsonpremieren på FDM Jyllandsringen var hans KTM GT2 ikke den hurtigste bil på banen. Det var den Porsche 911 GT3 R, som Walther Trabjerg, Tørring, og Mikkel O. Pedersen, Struer, delte, og ligesom ved DEC-afdelingen i forrige måned lykkedes det sidstnævnte at sætte en ny banerekord.

Division 2 blev domineret af feltets Peugeot RCZ-modeller, hvor Team Far & Søn alias Søren Behnfeld/Rene Nielsen, begge Aabenraa, vandt lørdagens heat, mens Marco Dahl, Aarhus, i sit eksemplar fra Dan Agro Racing sejrede søndag. Som eneste mandskab i division 1 kunne Oscar Schröter/Lasse van der Ploug, Grindsted/Vojens, udbygge deres mesterskabsføring.

Danish Endurance Championship
Padborg Park I/S

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 18/06/23 - Ring Djursland - Danish Endurance Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde