TCR Denmark   16/06/23

Kan de holde hovederne kolde i sommervarmen?
TCR DenmarkNår TCR Denmark i weekenden genoptager mesterskabskampen på Ring Djursland er der meget på spil. Ikke mindst for kørerne i U25 og Trofeo-klasserne.

Gustav Birch kom godt fra start i U25-mesterskabet, da sæsonen startede på FDM Jyllandsringen. GMB Motorsport-køreren har taget føringen i ungdomsrækkerne foran debutant Kevin Brandsborg, der havde imponerende fart i sin Honda Civic Type-R fra TPR Motorsport. Mens Gustav allerede har flere sæsoner på bagen i TCR Denmark og dermed også på Ring Djursland, har Kevin Brandsborg erfaring med banen - men ikke i en hurtig TCR-racer.

Der er flere kørere i feltet som ikke tidligere har prøvet kræfter med Djurslands bakkede racerbane. Både Michelle Halder og Marius Solberg Hansen har til gode at køre på banen, mens Silas Rytter i stil med Brandsborg har erfaring fra andre banesportsklasser.

Svenske Anton Bergström havde en svær start på sæsonen i sin TPR Motorsport Audi RS 3 LMS. Præcis som teamkammerat Mike Halder havde Bergström svært ved at finde farten i den tyske racer. Han har uden tvivl travlt med at komme frem i feltet, når bilerne bliver sluppet fri på Ring Djursland.

Efter et flot debutløb på FDM Jyllandsringen springer feltets anden nordmand, Didrik Esbjug, over løbet på Ring Djursland, men vender stærkt tilbage når feltet krydser Øresund og kører på Falkenberg Motorbana i juli måned.

Stillingen i TCR Denmark U25

1. Gustav Birch - 34 pts
2. Kevin Brandsborg - 31 pts
3. Michelle Halder - 23 pts
4. Silas Rytter - 17 pts
5. Didrik Esbjug - 16 pts
6. Marius Solberg Hansen - 10 pts
7. Anton Bergström - 3 pts

Højris fører an i Trofeo

Var der én kører, som overraskede ved Åbningsløbet, var det Lars Højris. Cupra-køreren bød sig til i den sjove del af feltet, og havde det ikke været for en mekanisk defekt i finaleheatet kunne vestjyden have ligget lunt med i det generelle mesterskab. Frem til Ring Djursland må han nøjes med at nyde føringen blandt Trofeo-kørerne.

Det passer til gengæld næppe de to Audi-kørere fra Meteor Racing. Allan Kristensen og René Povlsen havde begge en skæv sæsonstart med flere situationer på banen, der kostede både buler og placeringer. Alligevel holdt de to et fornuftigt niveau og kunne, ikke mindst hjulpet af en stærk 1-2-sejr i finaleheatet, hente point til at tage fra FDM Jyllandsringen som henholdsvis nummer to og tre i Trofeo.

Kim König er klar igen med sin Honda Civic Type-R. Hans første løb i år var præget af uheld, men i tidtagningen var han næstbedste Trofeo-kører, og det lader til at han og den japanske racer er et godt makkerpar.

Stillingen i TCR Denmark Trofeo

1. Lars Højris - 26 pts
2. Allan Kristensen - 22 pts
3. René Povlsen - 19 pts
4. Johnny Vejlebo - 19 pts
5. Kim König - 14 pts
6. Christian Skaar - 13 pts
7. Niels Nyboe - 6 pts

Følg ræset LIVE på DR1 og DRTV

DR følger TCR Denmark tæt i hele 2023-sæsonen, hvor Jan Magnussen, Kasper H. Jensen, Nicolai Sylvest og landets bedste racerkørere kæmper om titlen over syv afdelinger.

På søndag vises løbene i TCR Denmark LIVE fra klokken 11.15 på DRTV og igen fra kl. 14.00 på DR1.

TCR Denmark


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 18/06/23 - Ring Djursland - TCR Denmark

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde