Formel 4 DK   14/05/23

Victor var med i fronten på Anderstorp
Formula 4 DKSTEP Motorsport og Victor T. Nielsen fik pokal med hjem fra Formel 4-debut på den berømte svenske racerbane med F1-historie.

Det er en markant udfordring at skulle køre racerløb på en bane, man aldrig før har kørt på. Til gengæld er det en sportslig manddomsprøve, når alle deltagere i feltet stiller op med samme udgangspunkt - hvem er hurtigst til at lære en bane at kende og finde de altafgørende tiendedele?

Fredag blev der kørt to frie træninger på banen. Begge sessioner blev brugt til at finjustere både bil og kører forud for lørdagens kvalifikation og to løb. Sammenlagt 50 minutters træning var der på programmet, så der blev arbejdet intensivt for at samle tilstrækkelig erfaring. Allerede i den første træning viste Victor, at bil og kører havde hvad der skulle til, da han var hurtigste kører i feltet rundt på den fire kilometer lange bane.

Tidtagningen blev til gengæld udfordret af en længere afbrydelse grundet en anden kørers afkørsel. Det betød, at der blot var én omgang til at sætte en skarp tid inden tiden løb ud. Her var Victor næsthurtigst og manglede kun 0,087 sekund for at matche hurtigste omgangstid. En godkendt indsats og et rigtig godt udgangspunkt til løbet.


(Foto: Grippo)

De gode takter fortsatte da starten gik til første løb. En stærk start gjorde, at Victor kom ud af første sving helt tæt på førstepladsen. Men så kom udfordringerne.

For enden af langsiden opstod tumult, da flere kørere forbremsede sig og måtte en tur gennem gruset. Heriblandt Victor, som forsvarede sig mod et angreb bagfra, da en anden konkurrent ramte ham bagfra. Der skete ingen større skade på bilen, så Victor kunne køre løbet færdig og præsterede at hente flere placeringer inden han kørte i mål som nummer seks.

Efter halvanden times pause var Victor tilbage i det varme sæde, klar til weekendens sidste løb. Fra sjette startplacering lagde nordjyden stærkt ud og satte et godt tempo, hvorfra han kunne udnytte konkurrenternes udfordringer og sikrede en tredjeplads og solide point til mesterskabet.

Victor T. Nielsen: "Det har været en ret god weekend. Vi har kørt noget godt race, og selvom der var lidt ballade i første løb, synes jeg at jeg har lært en del af det. Jeg er glad for at have fået en pokal og gode point med hjem til mesterskabet - nu skal vi arbejde videre på det og komme endnu stærkere til næste løb! Anderstorp er en fed og udfordrende bane!"


(Foto: Grippo)

Teamchef Morten Dons: "Det har overordnet været en god weekend, hvor Victor viste at han er i stand til hurtigt at lære en bane at kende og køre konkurrencedygtige omgangstider. Han gjorde et godt stykke arbejde på banen i dag, så jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet når vi kommer til Gelleråsen."

Om tre uger er Formel 4-feltet atter på svensk grund, når tredje afdeling af mesterskabet køres på Gelleråsen Arena, inden der er dømt tidlig sommerferie for Victor og teamet.

STEP Sports Management


Læs mere om:
  • Victor T. Nielsen
  • STEP Sports Management
  • Anderstorp
  • Gelleråsen(Karlskoga)
  • 05/06/23 - Gelleråsen(Karlskoga) - Formel 4 DK
  • 13/05/23 - Anderstorp - Formel 4 DK

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde