Eurocup-3   21/04/23

Sebastian Øgaard klar til sæsonstart efter stærk test
Når den første udgave af Eurocup-3 skydes i gang på Spa-Francorchamps den 5.-7. maj, bliver det med en topmotiveret Sebastian Øgaard, som netop har gennemført en stærk test med MP Motorsport.


(Foto: MP Motorsport)

Ambitionerne er tårnhøje hos den danske racerkører Sebastian Øgaard, der har som mål at stille op i FIA Formula 3 i 2024. Dette skal ske ved at vinde det nye europæiske juniormesterskab Eurocup-3, hvor den unge dansker har sikret sig en plads hos det anerkendte hollandske topteam MP Motorsport. Et team, som også har haft den danske IndyCar-kører Christian Lundgaard og WEC-vinderen Marco Sørensen i stalden.


(Foto: MP Motorsport)

Sebastian Øgaard har for længst taget hul på forberedelserne til 2023-programmet, da han sammen med MP Motorsport deltog i to afdelinger af Formula Regional Middle East Championship i Dubai i januar – og tidligere i denne uge fortsatte holdet den ambitiøse træning med en todages officiel test i Valencia.


(Foto: MP Motorsport)

– Først og fremmest var det fedt at være tilbage hos teamet igen. Vi går min hidtil vigtigste sæson i møde, og derfor er jeg glad for, at testen forløb godt. Serien tillader kun to testdage inden sæsonpremieren, så vi havde et travlt skema, men vi fik gennemført programmet, og selv om vi stadig ikke kan forudsige, hvordan vi præsterer i forhold til konkurrenterne, så er jeg generelt positiv forud for første afdeling. Jeg fik sat nogle gode tider, bilen føltes god, og der er god stemning i teamet, lyder det fra Sebastian Øgaard.


(Foto: MP Motorsport)

2023-udgaven af Eurocup-3 afvikles over otte afdelinger, startende på den belgiske Formel 1-bane Spa-Francorchamps den 5.-7. maj. Serien vil i løbet af sæsonen besøge andre verdensberømte baner som hollandske Zandvoort og italienske Monza, før finalen afholdes på Circuit de Barcelona-Catalunya til november.

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Sebastian Øgaard
  • Spa-Francorchamps
  • 07/05/23 - Spa-Francorchamps - Eurocup-3

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde