Rally   22/03/23

Vellykket test for Ib Kragh inden tysk rallystart
Det var en tilfreds Ib Kragh, som kunne se tilbage på weekendens kombinerede rallytest og første afdeling af Yokohama-mesterskabet Vest.

”Det var dejligt at komme tilbage bag rattet af rallybilen igen,” siger han. ”Det var lidt vådt og fedtet på den hastighedsprøve, vi brugte til rallytesten, men det tørrede op og blev til en god forårsdag i Munck Asfalts grusgrav ved Kongensbro. Vi var øverst på podiet, så vi skal ikke klage.”


Ib Kragh havde en problemfri sæsonpremiere med sin Hyundai

Sidste gang Ib Kragh kørte i sin Hyundiai i20N Rally2, var ved Rally Stoholm i november. Siden da har motoren været sendt en tur til Hyundai Motorsport i Alzenau i Tyskland for at blive opdateret, ligesom der også er ankommet en række nye stumper, som er blevet monteret i rallyværkstedet i Juelsminde.

”Bilen kørte til UG. De opdateringer, Hyundai havde leveret, spillede bare,” fortæller Ib Kragh. ”Vi pillede ikke meget ved bilen ud over at sætte den op til vådt underlag. Bilen gjorde det, vi havde tiltænkt, den skulle gøre.”

Ved lørdagens test og løb var det skiftevis Karsten Isaksen og Bo Mølgaard, som i co-driversædet læste noterne op. Det skal de også gøre i sæsonens løb.

”Karsten skal køre sammen med mig i DM-løbene, men han er desværre forhindret til det første løb, og her skal Bo være min co-driver,” fortæller Ib Kragh. ”Bo er ikke bare en del af mit serviceteam, men også en erfaren co-driver, hvor han i mange år har kørt sammen med Heino Mejer.”

”Bo og jeg har kørt nogle løb sammen, men det har kun været rallysprints. Ikke et rigtigt rally. Men det skal vi prøve i weekenden, hvor vi tager til Tyskland.”


Tilskuerne fulgte intenst Ib Kraghs kamp mod stopuret i Kongensbro

IK Motorsport skal syd for Bremen deltage i Rallye Buten und Binnen, som er et kompakt løb over 67 km med tre hastighedsprøver, som hver skal køres to gange.

”Løbet foregår i et militærområde, som er meget krævende, og hvor der er mange muligheder for at sammensætte prøver. Det er også her, hvor årets første DM-afdeling – Sulinger Rallyet – skal køres, og det er ekstremt svært, så det vil være godt for os at få noget erfaring med den type prøver, som venter os,” siger Ib Kragh. ”Den tyske mester og flere andre gode deltagere kommer, men vi tager nu ikke afsted for at vinde generelt, men for at få noget erfaring.”

IK Motorsport


Læs mere om:
  • Ib Kragh

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde