Nürburgring Langstrecken Serie   16/03/23

Nicolai Sylvest bliver teamkammerat med TCR-rival
Sidste år kørte de skærm mod skærm i TCR Denmark, men på lørdag skal Nicolai Sylvest og tyske Mike Halder være teamkammerater ved et fire timers langdistanceløb på Nürburgring i Tyskland.

”Jeg har talt en del med Mike igennem hele sæsonen sidste år, hvor han deltog i TCR Denmark, og selvom vi begge er hårde konkurrenter på banen, har vi den dybeste respekt for hinanden, og vi kommer rigtigt godt ud af det sammen,” fortæller Nicolai Sylvest.


Normalt er de rivaler, men nu bliver Nicolai Sylvest og Mike Halder teamkammerater.

Tidligere på ugen fik han et opkald fra Mike Halder.

”Mike spurgte mig, om jeg ville komme til Nürburgring i den kommende weekend og køre sammen med ham til første afdeling af Nürburgring Langstrecken-Serie,” fortæller Nicolai Sylvest. ”Jeg sagde selvfølgelig ja med det samme, da det er god træning, inden sæsonen går i gang herhjemme i TCR Denmark.”

Nicolai Sylvest skal køre i Halder Motorsports Honda Civic Type-R FK7 TCR.

”Selv om jeg ikke har prøvet at køre i den før, så ser jeg ikke racerbilen som en udfordring. Det er trods alt en forhjulstrækker,” siger han. ”Udfordringen ligger i banen, som jeg heldigvis kender.”

”Jeg har i min tid i Formel 3 og ADAC GT Masters kørt på Nürburgring, men det var på den 4,5 km lange Grand Prix-bane, men her skal vi også køre på den gamle Nordschleife. Det betyder en omgang på 25,4 km og med intet mindre end 170 sving.”

”Den har jeg kørt nogle løb på. Dog var det tilbage i 2019, så jeg skal lige have banen ind under huden igen, men heldigvis har vi træning fredag, inden det lørdag formiddag går løs med kvalifikationen. Løbet køres over fire timer.”

Løbet starter lørdag kl. 12.00, og det kan streames direkte på Nürburgring Langstrecken-Series website.

Jesper Sylvest


Læs mere om:
  • Nicolai Sylvest

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk