Formel 4 DK   28/12/22

Theodor Jensen tager en sæson mere hos Team FormulaSport
Formula 4 DKDer bliver ikke mange ledige weekender for sidste års Formel 4-debutant. Efter et flot læreår går Theodor Jensen all-in på motorsport i 2023 - og fortsætter samarbejdet med Team FormulaSport.

For Theodor starter sæsonen allerede i januar måned, når han deltager i F4 UAE Championship, som køres på baner i Dubai, Abu Dhabi og Kuwait. I sommerhalvåret bliver tiden fordelt mellem de danske og spanske Formel 4-mesterskaber.

- Jeg har haft en fantastisk start på min motorsportskarriere, og i 2023 skal jeg have indhentet alle de erfaringer og race craft, som mange af mine konkurrenter har brugt årevis på at lære, fortæller Theodor Jensen, der glæder sig over at få et år mere med Team FormulaSport på de skandinaviske baner:

- Min første sæson vil altid være noget særligt, og Henrik og teamet har ydet en stor indsats for at give mig de bedste vilkår at udvikle mig under. Jeg er sikker på, at vi kommer til at få en rigtig god sæson sammen igen.

Teamchef Henrik Jacobsen glæder sig til at have en sæson mere med Theodor i teamet:

- Sidste år var jeg dybt imponeret over Theodors nærmest lodrette udviklingskurve. Han kom uden erfaring fra andet end sin simulator derhjemme og endte med at være noteret for en heatsejr og to lige-ved-og-næsten pole positions - det er altså en vild udvikling i et mesterskab på dette niveau, siger Henrik Jacobsen, der er spændt på at opleve Theodors udvikling i den kommende sæson:

- Theodor har bevist, at han har talent for at køre racerbil. Nu skal han ud og høste erfaringer, og jeg glæder mig meget til at se hvordan, han udvikler sig det kommende år. Med så meget køretid og en meget seriøs tilgang til sporten tror jeg, at det bliver en rigtig spændende sæson!

Formel 4 Danmark


Læs mere om:
  • Theodor Jensen
  • Team FormulaSport

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk