ELMS   15/10/22

ELMS-finale på Portimao: Mikkel Jensen og Frederik Schandorff i kamp om titlen
De to danskere er med i kampen om GTE-mesterskabet, når finalen i European Le Mans Series afvikles denne weekend på Portimao.


(Foto: Car Guy Racing)

Der bliver kamp til stregen i sjette og sidste afdeling af European Le Mans Series, som afvikles på den portugisiske Formel 1-bane Portimao denne weekend. I spidsen af GTE-feltet er Mikkel Jensen og Frederik Schandorff, som efter en stærk debutsæson i team med japanske Takeshi Kimura og Car Guy Kessel Racing holder en andenplads i mesterskabsstillingen med ni point op til de førende.


(Foto: Car Guy Racing)

Med 26 point at kæmpe om i finaleløbet er der således rig mulighed for at erobre den eftertragtede pokal. Imidlertid er resten af GTE-feltet lige i hælene på trekløveret, som stadig kan nå at blive overhalet af flere andre konkurrenter i mesterskabsstillingen.


(Foto: Car Guy Racing)

– Det er en utrolig vigtig og spændende weekend med alt på spil. Vi ligger toer i mesterskabet, hvilket er en fed position at have inden finalen. Men feltet tæt, og reelt kan dem, som ligger på ottendepladsen lige nu, stadig nå at slutte foran os i mesterskabet. Vi skal holde hovedet koldt og sikre, at vi slutter top-tre i mesterskabet, så vi når målet om at sikre teamet en Le Mans-billet til 2023. Vi må se, hvad vi kan gøre. Vi håber naturligvis på at vinde mesterskabet, men højeste prioritet er altså at slutte på podiet, lyder det fra Frederik Schandorff, som for to uger siden vandt GT World Challenge Endurance Cup-mesterskabet med McLaren-teamet Inception Racing.


(Foto: Car Guy Racing)

– Ambitionen er slutte sæsonen med et topresultat i finalen. Men ikke, hvis det bliver for risikabelt. Som stillingen ser ud lige nu, er vi sikret en top-tre i mesterskabet, hvis vi slutter finalen på en sjetteplads, uanset hvordan det går alle andre. Dén position må vi ikke risikere ved at kæmpe for hårdt om et godt løbsresultat. De teams, som ikke har noget at miste, vil tage flere chancer end os. Frem for alt glæder jeg mig til at køre ræs på Portimao. Det er en fed og meget snoet bane med store højdeforskelle, hvilket samtidig gør den svær at kæmpe på, når der er tre klasser på banen samtidig. Nogle steder skal man forsøge at holde de hurtige prototyper bag sig for ikke at miste for meget tid, og det kan godt frembringe nogle interessante situationer. Vi krydser alle fingre for en succesfuld weekend, lyder det fra Mikkel Jensen, som efter European Le Mans Series-finalen kan se frem til sæsonafslutningen i FIA World Endurance Championship med Peugeot Sport i Bahrain.


(Foto: Car Guy Racing)

Sjette og sidste afdeling af 2022-udgaven af European Le Mans Series blev skudt i gang med træning fredag den 14. oktober, hvilket efterfølges af endnu en træning samt kvalifikation lørdag den 15. oktober. Det fire timer lange løb flages grønt søndag den 16. oktober klokken 11.30 og kan følges live på seriens eget website.

European Le Mans Series – Time Schedule – Portimao

Saturday 15 October
11.40 (12.40) – Practice #2 (90 min)
16.35 (17.35) – Qualifying (12 min)

Sunday 16 October
13.00 (14.00) – RACE (4 hours)

Livestreaming: live.europeanlemansseries.com

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Frederik Schandorff
  • Mikkel Jensen
  • Portimão
  • 16/10/22 - Portimão - ELMS

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde