Formel 4 DK   12/09/22

Forspringet blev øget ved Night Race
Formula 4 DKMed en heatsejr og stærk strategi sikrede Julius Dinesen et øget forspring i Formel 4-mesterskabet forud for finaleweekenden.


(Foto: STEP)

Inden årets næstsidste afdeling af Formel 4-mesterskabet var målsætningen klar: Der skulle hentes flest mulige point til Julius Dinesens mesterskabskamp, og Victor T. Nielsen skulle tættere på sin første heatsejr. Og nogle gange kræver høje ambitioner at der tages chancer.

Da tidtagningen blev kørt fredag formiddag var det derfor overraskende for en del, at de to STEP Motorsport-biler kun var femte- og sjettehurtigst rundt på Padborg Park. Men det var med fuldt overlæg, for begge kørere havde valgt at køre tidtagningen på brugte dæk for at spare på dækkene til de tre heat.

Og strategien fungerede. Efter en kanonstart var Julius Dinesen snart fremme på andenpladsen og satte jagten ind efter førstepladsen, som havde nået at skabe en komfortabel føring. Den var bare ikke nok, for omgang efter omgang hentede Julius ind på konkurrenten og kunne med få omgange tilbage køre forbi og tage en vigtig heatsejr.


(Foto: STEP)

Lørdag ved middagstid blev næste heat kørt med Victor startende fra andenpladsen mens Julius igen måtte køre sig frem gennem feltet; denne gang fra syvendepladsen. Victor måtte kæmpe det bedste, han havde lært for at holde sin andenplads og kunne køre overmålstregen bare et halvt sekund fra førstepladsen. Julius tog fjerdepladsen efter intense dueller gennem hele løbet.

Finaleheatet startede med Julius i pole position og Victor på femtepladsen. Denne gang var der til gengæld ikke fuldt udbytte af den gode startplacering, og Julius måtte tage til takke med tredjepladsen. Victor sluttede lige efter ham på fjerdepladsen.


(Foto: STEP)

Julius Dinesen: Det har været en svær weekend, men jeg er glad for at vores strategi i tidtagning og første heat virkede. Jeg har øget mit forspring i mesterskabet, og jeg vil komme til Jyllandsringen bedre forberedt end nogensinde før, så jeg kan sikre titlen sammen med teamet.

Victor Nielsen: Jeg har været en del i ilden i denne weekend, og det har jeg lært en del af. Andenpladsen i løb to var kanon at hente, men det ville være rart at komme ét skridt længere op ad stigen. Der er vist ingen tvivl om at finaleweekenden bliver spændende!

Morten Dons, teamchef: Det har været en lidt speciel weekend. Vi tog en chance med strategien i tidtagningen, og det var dét som der skulle til for at Julius kunne tage heatsejren foran et par stærke konkurrenter. Vi kunne og burde generelt have været stærkere på banen end vi var, så vi skal glæde os over at Julius står stærkt inden finaleweekenden, og så skal vi sørge for at komme styrket til Jyllandsringen, så vi kan sikre Julius mesterskabet.

DM-finalen på FDM Jyllandsringen køres den 8-9. oktober.

STEP Sports Management


Læs mere om:
  • Julius Dinesen
  • STEP Sports Management
  • Padborg Park
  • 10/09/22 - Padborg Park - Formel 4 DK

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk