DM Rally   06/09/22

Glad Sport fortsætter DM-jagten
Lørdag står den på Sydhavsrally – fjerde afdeling af Dansk Super Rally – og her skal Glad Sports mandskaber forsvare deres positioner øverst i tabellen.

Da første halvdel af Dansk Super Rally blev afsluttet før sommerferien, stod Glad Sport stærkt. Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens) indtog med deres Peugeot 208 T16 R5 den generelle førsteplads foran Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Fårvang) i deres Peugeot 208 Rally4 – og begge mandskaber første suverænt deres respektive klasser.


Denne gang er det Arly Larsen, som sidder ved siden af Jacob Madsen.
(Foto: Glad Sport)

Disse positioner skal forsvares i det kommende weekends Sydhavsrally, som dog også byder på mange udfordringer for Glad Sports mandskaber. Løbsdistancen er på intet mindre end 134 konkurrencekilometer, som er fordelt på ti hastighedsprøver, hvoraf blot tre er kortere end 10 kilometer.

”Det bliver et dejligt langt rally, men det tegner også til at bliver et hurtigt rally, så der kommer nok til at være nogle tætte opgør. Jeg glæder mig til nogle gode kampe i klassen,” siger Jacob Madsen. Han skal denne gang ikke have Line Nedergaard ved sin side i rallybilen, da hun stadig døjer med eftervirkningerne af en skade ved den forrige DM-afdeling. Hun skal MR-scannes nu på søndag, men har en klar opfordring til andre i sporten: ”Jeg er ikke en af de største personer, så check også, at HANS’en (nakkekraven, red.) passer. De kan nemlig godt være svære at få i små størrelser,” siger hun.

Glad Sport er glad for, at Arly Larsen (Dianalund) har sagt ja til at agere stand-in i det kommende Sydhavsrally. Valget af ham er dog ikke nogen tilfældighed.

”Arly og jeg har kendt hinanden gennem ti år, og vi har kørt sammen nogle gange, og det er gået godt alle gange, så den stil må vi bare fortsætte,” siger Jacob Madsen. Senest var Arly Larsen med som co-driver ved KOMO Rallysprint i Gammelrand. ”Sidste søndag deltog jeg så i et rallysprint i Ringkøbing, for jeg synes, at jeg skulle køre lidt for at komme i gang igen, så jeg kan føle mig klar til DM-løbet på Lolland-Falster.”

Glad Sports anden konstellation – Kenneth Madsen/Mette Felthaus – vandt sidste års udgave af Sydhavsrally.


Kenneth Madsen og Mette Felthaus har taget sejren i årets tre første DM-rallyer.
(Foto: Glad Sport)

”Der kan vist komme lidt regn, men det var også fedtet sidst år, og det gik jo fint, hvor Mette og jeg vandt,” siger Kenneth Madsen.

”Jeg kan godt lide, når føret er lidt fedtet. Det plejer ikke at give nogle problemer, men jeg ved ikke, om jeg hellere vil køre i fedtet føre end i tørt. Jeg har i hvert fald ikke noget imod det, sådan som andre har. Men det hører sig altså også til i rallysporten, at man skal kæmpe under flere forskellige forhold. Det har vi ikke haft endnu i år i DM-sæsonen. Faktisk var rallysprintet i Gammelrand eneste gang, hvor vi har haft regn.”

”Det kan kun være godt for os med lidt regn, for vi kan lide fedtet føre,” tilføjer Mette Felthaus. ”For mig som co-driver betyder det ikke så meget, for i Kenneth har jeg heldigvis en chauffør, som selv har troen på sine evner.”

Sidste gang makkerparret var ude at køre i deres Peugeot 208 T16 R5, var ved KOMO Rallysprint i Gammelrand i midten af juli.

”Der er nogle af de andre teams, som har været ude at smugtræne hen over sommeren, men vi må se, om det koster noget på den første prøve, eller om vi starter lige så godt som vi sluttede,” siger Mette Felthaus. ”Vi skal bare give den gas. Det gælder om, at vi får lavet nogle gode noter og så være klar, når starten går. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at Kenneth og jeg vil sidde og opdatere vores telefoner efter første prøve for at se vores tid…”

”Men vi håber på at tage vores fjerde sejr i træk. Det er i hvert fald planen, indtil det modsatte er bevist.”

Trods deltagelse i enkelte rallysprints har sommerpausen fra Dansk Super Rally været lang, og Glad Sport er nu ved at forberede sig til at levere topresultater i lørdagens løb.

”Modstanden bliver hård,” siger teamchef Palle Larsen. ”Flere konkurrenter har hen over sommer fået grej, og så stiller der også to udlændinge til start i Sydhavsrally, så konkurrencen er blevet skærpet.”

”Vi håber at se mange fans langs hastighedsprøverne på Lolland og Falster – og belønne dem med et godt resultat.”

Glad Sport


Læs mere om:
  • Arly Larsen
  • Jacob Madsen
  • Kenneth Madsen
  • Line Nedergaard
  • Mette Felthaus
  • Glad Sport
  • Nykøbing F
  • 10/09/22 - Nykøbing F - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk