ELMS   29/08/22

Hårdt tilkæmpet tredjeplads sikrer fortsat føring i ELMS
Det blev en hård dag på jobbet for Malthe Jakobsen, da han og COOL Racing forsvarede mesterskabsføringen i European Le Mans Series på Circuit de Catalunya-Barcelona.


(Foto: Jakobsen Motorsport)

Med fjerde ud af fire mulige pole positions sat af thyboen fejlede udgangspunktet for søndagens firetimersløb ikke noget. Løbet blev startet med Maurice "Mo" Smith bag rattet, som efter et stort set problemfrit stint kunne overdrage det varme sæde til Michael Benham.

Briten fik ikke lige så gnidningsfrit et stint på den spanske F1-bane. Først var han i nærkontakt med en konkurrent og beskadigede dele af bilens bodywork, og siden måtte han i pit, da en kulfiberdel havde sat sig i klemme i forreste højre skærmkasse og skar ned i det fordæk, der stort set lige var blevet sat på bilen.

Der var derfor ekstra travlt bag rattet, da Malthe Jakobsen satte sig i bilen for at køre løbet færdigt:

- Michael var super uheldig i sit stint, og på grund af det ekstra pitstop var vi nede på niendepladsen da jeg kom i bilen. Afstanden til førstepladsen var ikke helt inden for rækkevidde, men det var bare at komme afsted og se hvad der kunne hentes, fortæller Malthe, som selv blev ramt af dårlig timing:

- Jeg hentede i omegnen af 50 sekunder i den første time, og så havde vi gemt vores hurtige pitstop til sidst, så jeg ikke skulle holde stille og vente alt for længe. Til gengæld var der så et uheld på banen to omgange efter jeg havde været i pit. Det udløste en Full Course Yellow, så alle konkurrenterne fik lige et "gratis" pitstop ... og så var det forfra igen.


Malthe Jakobsen havde én opgave i søndagens løb: Vamos!
(Foto: Jules Beaumont)

Der skal heldigvis mere til at tage modet fra COOL Racing's hurtige thybo, så løbets sidste time bød på endnu flere overhalinger, og takket være en velkørende racerbil kunne Malthe i et hæsblæsende tempo køre sig frem til tredjepladsen.

Med tredjepladsen bevarer Malthe og COOL Racing føringen i European Le Mans Series, hvor der med to afdelinger tilbage af mesterskabet er fem point ned til andenpladsen. Og presset begynder at kunne mærkes, indrømmer Malthe:

- Det team som nu er på andenpladsen har vundet de sidste to løb. De er virkelig stærkt kørende, så vi er nødt til at sætte alt ind for at holde os foran i de sidste to løb. Det bliver en udfordring for os alle, men jeg er slet ikke i tvivl om at vi kan gøre det.

Mesterskabet bliver uden tvivl først afgjort ved målstregen på Portimão-banen i Portugal, når finalen køres i slutningen af oktober. Inden da gælder det den legendariske Spa-Francorchamps i Belgien om en måned.

Malthe Jakobsen Motorsport


Læs mere om:
  • Malthe Jakobsen
  • Circuit de Catalunya
  • 28/08/22 - Circuit de Catalunya - ELMS

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk