Special Saloon   28/08/22

Gæstekøreren stjal de bedste pokaler i velbesøgt Grand Prix-weekend
Mikkel O. Pedersen var ikke til at fravriste førstepladserne i Special Saloon Car da klassen gæstede Grand Prix Danmark med et 18 biler stort felt.


(Foto: Boxengasse)

Allerede fra fredagens træning satte VM-køreren standarden med bedste omgangstid, og i løbet af weekendens tre heat var han urørlig på Jyllandsringens asfalt. En enkelt kører gjorde dog forsøget på at følge Porsche-køreren; Oliver Rosenkilde Nissen var med tre andenpladser den faste Special Saloon Car-kører, som var tættest på at matche niveauet.

Der skete heldigvis meget andet i Grand Prix-weekenden end at et ungt Porsche-talent kørte fra alle de andre. Resten af Division 4-feltet, som i weekendens anledning var udvidet markant, gav den nemlig fuld gas, og med tætte kampe leverede både Rosenkilde Nissen-klanen, Lars E. Pedersen og de to gæstekørere, Esben Hegelund og Ulrik Larsen, masser af overhalinger og underholdning. Ikke mindst i andet heat, hvor både Lars E. Pedersen og Michael Rosenkilde Nissen måtte kæmpe sig op gennem feltet efter at være røget af banen efter første sving.


(Foto: Kim Gripping)

Walther Trabjerg gjorde dem i øvrigt kunsten efter to sving senere, så også han måtte kæmpe sig frem i feltet igen. Porsche-køreren måtte weekenden igennem slås med en tilbagevendt Michael Bergmann, som ikke viste synlige tegn på at skulle banke rust af i sit første løb i denne sæson.

I Division 2 var der ligeledes lagt i ovnen til racerløb. Frederik Normann og Niels Nyboe havde gennem alle tre heat en god kamp om førstepladsen i deres division, og selvom Normann i sin hjemmebyggede BMW M3 E46 gjorde alt i sin magt, måtte han alligevel overgive sig til Nyboes fabriksbyggede Cupra Leon TCR alle tre gange.


(Foto: Kim Gripping)

Henrik Schou Jensen fik en god debut som Special Saloon Car-kører med sin Aquila CR1. I første heat var han helt med fremme i Division 4 og sluttede mellem to Lamborghinier, mens han i både andet og tredje heat måtte indkassere en mindre sprudlende placering efter tekniske udfordringer.

Næste løb i Special Saloon Car er om bare to uger, hvor der skal køres på Padborg Park til det årlige Night Race.

Special Saloon Car


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 28/08/22 - Jyllandsringen - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde