Danish Endurance Championship   16/08/22

Tre langdistanceteams på mesterskabskurs
DEC - Danish Endurance ChampionshipI weekenden blev den tredje af årets seks afdelinger af Danish Endurance Championship afviklet på Ring Djursland, og i tre af de fem divisioner var der teams, som formåede at trække fra deres konkurrenter i kampen om årets mesterskaber.

I DEC1-divisionen for de serienære biler op til 1.600 cm3 kunne Syddjurs Racing på hjemmebanen for anden gang i år notere sig en maksimumscore, da Henrik Thomsen/Rasmus Pedersen, begge Ebeltoft, var hurtigst i begge tidtagninger og vandt begge løb. I lørdagens løb var sejrsmargenen til 2020-mestrene HH Racing på ti sekunder, mens Syddjurs Racing i søndagens løb blot havde tre sekunders forspring til den nye duo Rasmus Vorre/Martin Henckel Mortensen, Viborg/Aarhus.


(Foto: Henning Smed Madsen)

I DEC3-divisionen, som primært tæller TCR-biler gjorde Sally Racings Cupra TCR med Niels Nyboe, Ringe, også rent bord. Og med stil. I begge løb havde den fynske kører godt en omgangs forspring til sin nærmeste konkurrent. Maksimumscore blev også uddelt i DEC4-divisionen til Michael Nielsen, USA.


(Foto: Henning Smed Madsen)

Tredje afdeling af Danish Endurance Championship udløste dog også nye løbsvindere.

Det er næsten to år siden, at Lars Møller, Middelfart, sidst har stået på podiet i et DEC-løb, men denne gang scorede han dobbelte, da han i sin specialbyggede Opel Corsa vandt begge løb i DEC2-divisionen. I det første blev han bogstaveligt talt fulgt til dørs over målstregen af Team Far & Søns Peugeot RCZ, mens han i det andet havde en sejrsmargen på fire omgange. Her er det dog stadig Team Far & Søns Søren Behnfeld/Rene Nielsen, begge Aabenraa, som fører tabellen an.

I feltets hurtigste klasse – DEC5 – vandt Torben Ingerslev, Struer, lørdagens løb. Det var hans første sejr i eget regi i TWX Bilers Ferrari 488 Challenge, efter han tilbage i 2019 tog tre sejre med Lisby Racing. Søndagens løb gav en helt ny løbsvinderduo i form af Esben Hegelund/Frederik Nymark, begge Hadsten, der vandt i Nymark Racings Lamborghini Huracan.

Danish Endurance Championship


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 14/08/22 - Ring Djursland - Danish Endurance Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde