Hill Climb   04/08/22

Rally Team Mejer stiller med hele teamet til Munkebjerg Classic Sprint og Munkebjerg Hillclimb
Når 3. og 4. afdeling om Danmarksmesterskabet i hillclimb køres henholdsvis den 13. august i Munkebjerg Classic Sprint, og den 14. august i Munkebjerg Hillclimb, stiller Rally Team Mejer med fuldt hold. Både Heino Mejer, Volvo 242 Turbo, Kurt Mejer, Volvo 242 Turbo og Rene Mejer, Volvo 480 Turbo stiller op for at forsvare deres top-placeringer i Danmarksmesterskabet.

I 2021 kunne Heino Mejer med tiden 55,1 sekund, køre hjem med en flot første plads som hurtigste bil nogensinde i løbets 25-årige historie. Det var femte gang at Heino Mejer besejrede samtlige konkurrenter i Munkebjerg Hillclimb, så betegnelsen ”Kongen af Munkebjerg” må efterhånden sidde fast i hukommelsen, når nogen nævner Munkebjerg Hillclimb.


Heino Mejer på vej mod målstregen på toppen af Munkebjergbakken, som vindere af Munkebjerg Hillclimb 2021
(Foto: rallypics.dk / Viggo Johansen)

Med 2021 i hukommelsen er der for Heino Mejer i klassen 7B, lagt op til nogle hurtige ture op ad Munkebjergbakken, når starten går ved Ishuset på Ibæk Strandvej, for 2.2 km senere at slutte ved Munkebjerg Hotel. René Mejer i klasse 10 B, kom i 2021ligeledes hjem med en klassesejr, så han har også noget at forsvare i årets udgave af løbet op ad bakken. Kurt Mejer stiller, ligesom Heino Mejer op i klasse 7B, men han skal kigge lidt længere tilbage i historien for at kunne sammenligne tidligere resultater, da han var så uheldig i 2021, at asfalten slap op i lørdagens race. Dermed kom han ikke til start i søndagens tur op ad Munkebjergbakken.


Kurt Mejer i Skærup Skov, mens bilen endnu var funktionsdygtig under Munkebjerg Classic Sprint 2021
(Foto: rallypics.dk / Viggo Johansen)

I årets mesterskabsstilling har Heino Mejer en sammenlagt 1. plads at forsvare i klasse 7B, mens Kurt Mejer skal forsvare en foreløbig 2. plads i klassen efter de to afdelinger der til dato er kørt. René Mejer er placeret på en samlet 3. plads i sin klasse.

Hele Rally Team Mejer har derfor vigtige point at køre om i de to afdelinger af mesterskabet der køres den 13. og 14. august med løbscentrum på Munkebjerg Hotels parkeringsplads, hvor det også er muligt at få yderligere oplysninger om løbet, samt at se de knapt 100 deltagende klassiske og historiske biler i pauserne mellem heatene.


René Mejer tog en klassesejr i klasse 10B i både Munkebjerg Classic Sprint om lørdagen, og Munkebjerg Hillclimb om søndagen i 2021, så der er noget at forsvare i 2022.
(Foto: rallypics.dk / Viggo Johansen)

Munkebjerg Hillclimb byder også på en række mere moderne og meget hurtige biler helt frem til 1990. Det er gratis for publikum at overvære løbet hele dagen, enten ved starten på Ibæk Strandvej, fra Casinosvinget midt på banen eller fra mål bag ryttergården ved Munkebjerg Hotel, og kommer man i en klassisk bil, kan man parkere på hotellets parkeringsplads tæt ved ryttergården. Desuden er der gratis shuttlebus hele dagen mellem starten ved hotellet og startområdet ved stranden.

Tidsplanen for det meget publikumsvenlige Munkebjerg Hillclimb, søndag d. 14. august, ser således ud:

9.00-12.00 Tidtagning
12.00 1. heat
13.30 2. heat
15.00 3. heat
17.00 Præmieuddeling

Rally Team Mejer

rallypics.dk
Viggo Johansen


Læs mere om:
  • Heino Mejer
  • Kurt Mejer
  • Rene Mejer
  • Munkebjerg
  • 13/08/22 - Munkebjerg - Hill Climb
  • 14/08/22 - Munkebjerg - Hill Climb

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde