Rally Sprint   17/07/22

Optræk til show og rallysprint med fartdueller i Gammelrand
Lørdag den 23. juli køres det 35. KOMO Rallysprint hos NCC Roads på Vestsjælland
Efter to års pause på grund af coronapandemien er den vestsjællandske motorklub KOMO atter klar til afvikling af det traditionsrige og populære KOMO Rallysprint, der som tidligere køres i Gammelrand ved Svebølle.

Sprintshowet køres lørdag den 23. juli med deltagere fra ind- og udland. Fristen for tilmelding udløber først ved midnatstid mandag den 18. juli, så først da vil løbsleder Finn Højlund og hans stab have overblik over hvem og hvor mange, der kommer til start i Gammelrand. Det står dog allerede nu klart, at nogle af dansk rallysports hurtigste kørere vil være på startlisten.


Det nye Team Glad Sport med Mette Felthaus, Kenneth Madsen, Jacob Madsen og Line Nedewgaard, og den sjællandsk-jyske kvartet har fra starten markeret sig stærkt i Dansk Super Rally 2022. I den kommende weekend kører de det 35. KOMO Rallysprint i Gammelrand.
(Foto: Morten Dam/Rally.DK)

Det gælder blandt andre de vestsjællandske brødre fra Ruds Vedby, Kenneth og Jacob Madsen fra det nye Team Glad Sport. De kører i henholdsvis Peugeot 208 R5 og Peugeot 208 Rally 4 og p.t. fører an i Dansk Super Rally såvel som i deres respektive klasser i DM-rally. Jacob Madsen vandt i fjor Dansk Super Rally og broderen Kenneth er godt på vej til at vinde mesterskabet i år.
En anden lynhurtig vestsjællandsk kører er sidste års bronzevinder i DSR-turneringen, Simon Vallentin fra Svinninge, som kommer til start i en lejet Hyundai i20 N R5 mage til den, han skal køre i næste års rallysæson.


Kenneth Madsen har i år været flyvende i Dansk Super Rally og fører efter tre ud af seks runder foran sidste års mester, broderen Jacob Madsen. Her er Kenneth Madsen på spring i årets anden DSR-runde på Fyn.
(Foto: Morten Dam/Rally.DK)

Rækken af tilmeldte fartpiloter tæller også Casper Olsen og Kenneth Kolbe fra Slagelse og i hver sin Ford Fiesta, Claus Lanther, Kalundborg, i Swift 1600 Kit Car; han fører p.t. DM i RN3-klassen og er på ottendepladsen i DSR-turneringen. På startlisten er også Rasmus Nielsen, Rådbjerg, i BMW Compact M3, Kenneth Petersen, Svinninge, i BMW E 46 M3 og en af dansk bilsports mest vindende profiler, Jørgen Hansen, Fjenneslev, i en BMW E30 M3.F

Foruden kørere fra Sjælland og Lolland-Falster er der tilmeldt kørere fra Fyn og Jylland og fra Sverige kommer foruden en gammel kending som Peter Holgersson i en lynhurtig Ford Escort Mk II også Håkan Bercic og Anders Kristensson, begge i BMW 325 samt Leif Axelsson i Volvo 940 og Mikael Eriksson i en historisk Opel Ascona 400.


Sidst der blev kørt sprint i Gammelrand var i 2019 med svenske Joachim Grahn som vinder foran vestsjællænderne Kenneth Madsen og Simon Vallentin. I år er der lagt op til et tæt opgør mellem de to sidstnævnte - begge i hurtige og 4-hjulstrukne R5-biler.
(Foto: Morten Dam/Rally.DK)

Halvvejs gennem dette års Dansk Super Rally-turnering giver showet den danske rallyelite en unik mulighed for at vedligeholde formen og efter tre indledende runder i DSR-turneringen at teste deres biler før de afsluttende og afgørende runder på Lolland-Falster, i Nordslesvig og med finale ved Stoholm i Nordjylland henholdsvis den 9.-10., 29. september og 4. november.

Rallyshowet giver det tusindtallige rallypublikum mulighed for på ét og samme sted at se og komme tæt på en stribe af dansk rallysports hurtigste og bedste kørere, når disse udfordrer hinanden i tætte fartdueller på Gammelrands sprintbane, der anses for at være landets mest udfordrende og spændende.

Der er åbnet for deltagelse i ni vognklasser inklusive to for historiske biler og der køres tidtagning kl. 10:45. Dagens rallysprint starter kl. 12:30.


Løbsleder Finn Højlund og staben bag lørdagens event har forberedt et spektakulært og spændende show med både rallysprint og pro-drifting
(Foto: Morten Dam/Rally.DK)

Men det er ikke kun rallybiler på programmet i Gammelrand, hvor der i løbet af dagen skal køres fire 4,2 kilometer lange heat på grus og asfalt, og afsluttes med et særskilt ”røverheat“ for de fem hurtigste biler i dagens fjerde heat på den krævende rundbane.

I pausen mellem andet og tredje heat kommer to specialister i pro-drifting på banen: Daniel Andreasen og Andreas Anker, begge i specialtrimmede Nissan-racere med henholdsvis 500 og 750 hestekræfter. De kører fortrinsvis i Sverige og Norge, men ved rallyshowet i Gammelrand bliver der lejlighed til at se dem drifte i deres kraftsvulmende biler med rygende dæk på dansk grund.


(Foto: Morten Dam/Rally.DK)

Morten Dam - autoMOTIV/specialpress


Læs mere om:
  • Gammelrand

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk