Formel 1   22/05/22

Verstappen fik sejren foræret
- men havde nok vundet alligevel
Den første halvdel af løbet var spændende, derefter faldt det hele så meget til ro, at det nærmede sig det søvndyssende. Verstappen vandt, Perez fik at vide, at han skulle lukke sin teamkammerat forbi. Egentlig unødvendigt, da Verstappen havde så meget friskere dæk, at han nemt kunne have kæmpet sig forbi.

Men den vigtigste årsag til Verstappens sejr var, at Leclercs motor pludselig døde og monegaskeren måtte trille tilbage til pitten og stige ud ad bilen. Det efterlod Russell i spidsen af løbet. Englænderen havde haft en god start og kørte rundt med Perez lige bag sig. Verstappen var bag dem, efter at han havde været en tur igennem sandkassen, samme sted som Sainz få omgange tidligere også havde været af. Så en Mercedes var i front for løbet, men blev presset af først den ene Red Bull, senere den anden. Verstappen havde problemer med at komme forbi, fordi hans DRS kun virkede sporadisk.

Verstappen tog i stedet en tre-stop strategi og det betød, at det igen var Perez, der var bag Russell. Mexicaneren havde tidligere været på radioen og bedt om, at komme forbi Verstappen, fordi han mente at han hurtigere kunne komme forbi Mercedes raceren. Efter Verstappens tur i sandkassen havde Perez i øvrigt villigt lukket Verstappen forbi. Nu hvor det var hans tur til (igen) at udfordre Russell, gik det nemt - og Perez var nu i front. Men han var kun på en to-stopper, mod Verstappens 3'er. Så efter hollænderens 3. stop fik han igen at vide, at han skulle flytte sig - det var han ikke helt tilfreds med, men han gjorde det. Det var dybt unødvendigt - Verstappen var tydeligt hurtigere og havde friskere dæk. Han havde ikke brug for hjælp fra sin holdkammerat. De kunne have haft en fair fight i et par omgange, men Perez' trang til at tage den interne kamp i teamet, er åbenbart fraværende, så han gjorde det nemt for Verstappen.

Russell holdt fast i 3. pladsen. Han fik i starten hjælp af, at Carlos Sainz lavede en dårlig start, og resten af løbet lå han med i front. Moden kørsel af den unge englænder. Sainz overlevede både den dårlige start og snurreturen, og endte som nr. 5. Den sidste placering var lidt heldig - han var egentlig distanceret af Lewis Hamilton, men han måtte sætte farten ned på de sidste to omgange - sikkert på grund af problemer med mængden af brændstof og uden kamp måtte han opgive 4. pladsen og nøjes med de 10 point for 7. pladsen.

Samme Hamilton havde et begivenhedsrigt løb. På første omgang havde han et mindre sammenstød med Kevin Magnussen, hvor danskeren røg af banen, og de begge måtte i pit. For Magnussen ødelagde det løbet og sendte ham ned i den tunge del, mens Hamilton i flere omgange trillede modløst rundt. Men med høj hastighed og lidt held her og der, kom den tidligere mester tilbage i pointene. Med høj hastighed kom han forbi både Bottas og Sainz, men måtte alligevel "nøjes" med 5. pladsen - en plads han ville have været begejstret for, da han kørte i pit i slutningen af første omgang.

Bottas i Alfa Romeo havde igen et godt løb - men blev solgt lidt af strategien - i løbet af de sidste få omgange blev han overhalet af både Sainz og Hamilton - der begge havde dæk, der var omkring 10 omgange yngre end hans egne.

Alpine havde et fint løb. Ocon tog en 7. plads, mens Alonso fra start placering som nr. 20 kæmpede sig op til en 9. plads. Mellem dem kom en høfeberramt Lando Norris. Det var ellers Ricciardo, der var startet i top 10, men endnu en gang havde australieren et skuffende løb, hvor ikke engang det, at to biler, der startede foran ham, røg langt ned - og ud! - kunne sende ham i pointene.

Det sidste point gik til Tsunoda, der efterhånden virker lige så stærk som Gasly. Godt løb af den lille japaner.

I VM kampen er Verstappen nu kommet i front - med seks point fører han VM, mens Kevin Magnussen holder fast i 10. pladsen.

Næste løb er om en uge - i Monaco - stedet hvor Leclerc sidste år fik pole, men ikke kom til start... Vi må håbe for ham, at det går bedre i år.

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • Circuit de Catalunya
  • 22/05/22 - Circuit de Catalunya - Formel 1 - FIA F1

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde