Formel 4 DK   09/05/22

Pokalhøst i første Formel 4-weekend
Formula 4 DKPole Position og fem podieplaceringer er resultatet af STEP Motorsports første løbsweekend i Formel 4.

Med forberedelse kommer man langt. Men for at få en sæsonstart som Julius Dinesen, Victor Nielsen og STEP Motorsport fik i weekendens løb på Padborg Park skal der tilsættes flere ingredienser.


(Foto: STEP)

Julius Dinesen lagde stærkt ud med at sætte Pole Position til det første heat med en margin på 0,067 sekund ned til de to nærmeste konkurrenter - heriblandt teamkammerat Victor. Og så var stilen ellers lagt.

Fra forreste startplacering og med Victor lige i bakspejlet fik Julius en god start og førte feltet an. Efter et par omgange måtte han dog overlade føringen til en konkurrent, men han holdt tempoet højt og sikrede dermed sin og teamets første F4-podieplacering. Lige bag ham kom Victor Nielsen på tredjepladsen efter et flot debutløb.


(Foto: STEP)

I andet heat vendes startrækkefølgen blandt de otte bedst placerede i det første heat, og dermed kunne Victor og Julius se frem til at kæmpe sig frem fra henholdsvis sjette- og syvendepladsen. En lille begynderfejl kostede Julius et par placeringer, men han kæmpede sig frem gennem et intenst heat, hvor der blev byttet placeringer mange gange. Da målstregen blev krydset for sidste gang var det med Julius på tredjepladsen og Victor på sjettepladsen.

Finaleheatet bød på endnu en gang godt racerløb, hvor de to STEP-kørere satte et godt tempo og var i stand til at køre endnu en anden- og tredjeplads hjem.

- Det har været en fed weekend, og jeg havde da håbet på at kunne køre med om en topplacering, så på den måde har det været en super start på sæsonen! Jeg skal arbejde meget mere med mine starter, og så mangler jeg lidt race pace, men det skal vi nok få fundet, lyder det fra en glad Julius Dinesen. Også Victor Nielsen tager hjem fra sit første Formel 4-løb med et stort smil på:

- Jeg er super glad. To tredjepladser er mere end jeg havde håbet på, så det har været en positiv weekend! Jeg har fået mange gode omgange i kroppen og lært bilen bedre at kende, og selvom jeg skal have øvet mig på lidt forskelligt synes jeg at vi er et godt sted allerede, siger Victor Nielsen.


En god debut i det danske F4-mesterskab
(Foto: STEP)

For teamchefen har weekenden budt på positive overraskelser og - måske - lidt højere forventninger til sæsonen:

- Jeg vidste godt, at vi havde fået to gode kort på hånden til vores debutsæson, men at begge drenge går ud og gør det så godt med det samme ... det havde jeg ikke forventet, siger Morten Dons, som har nydt sin første weekend som Formel 4-teamchef:

- At hente fem podieplaceringer på vores første løbsweekend overgår vist alle vores forventninger, men hele weekenden har teamet fungeret som én samlet enhed og arbejdet målrettet for at give Victor og Julius et godt udgangspunkt. Det er vi lykkedes med, og jeg er taknemmelig for at have så kompetente og gode mennesker med på holdet.

I Danmarksmesterskabet er Julius og Victor på henholdsvis anden- og fjerdepladsen, mens Julius fører an i Rookie-mesterskabet.

STEP Sports Management


Læs mere om:
  • Julius Dinesen
  • Victor T. Nielsen
  • STEP Sports Management
  • Padborg Park
  • 08/05/22 - Padborg Park - Formel 4 DK

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde