DM Rally   04/04/22

Marco Gersager: ”Vi skal være med helt fremme”
På lørdag starter kampen om titlerne i Dansk Super Rally. På de vestsjællandske veje afvikles Slagelse Rally som årets første DM-rally, og her ruller Marco Gersager og Carina Møller ud med startnummer fire på siden af deres Skoda Fabia R5.

”Ud fra den deltagerliste, som foreligger, skulle vi gerne være med helt fremme og mindst slutte i top 3,” siger Marco Gersager. ”Men det er jo årets første løb, og selv om flere af os har testet, har vi jo ikke været i direkte konkurrence endnu.”


Carina Møller og Marco Gersager er klar til lørdagens sæsonpremiere
(Foto: Jokum Tord Larsen)

Slagelse Rally består af fem hastighedsprøver, der alle skal gennemkøres to gange. Lørdag formiddag køres der syd for Slagelse, lørdag eftermiddag nord og nordøst for byen.

”Vi har efterhånden kørt mange gange i området, og selv om vi ikke har fået nogle informationer om hastighedsprøverne endnu, tror jeg, at vi er nogenlunde bekendt med vejene,” siger Marco Gersager. ”Der plejer at være nogle krævende elementer, men også nogle passager, hvor det går ligeud.”

Selv om GM Motorsports setup på mange måder ligner sidste års, er der sket en række forandringer.

”Vi kommer med et komplet nyt design på både rallybilen og lastvognen. Alt har fået en tur, og det bliver første gang, vi viser det frem for publikum,” siger Marco Gersager. ”Vi har også udvidet vores serviceteam med nogle ekstra hænder, så vi kan få mere ro på de opgaver, som skal gennemføres i de ofte hektiske servicepauser.”

Rallybilen er fortsat Skoda Fabia R5’eren fra sidste sæson.

”Jeg havde egentlig solgt den, men heldigvis med en klausul om, at handlen var betinget af, at jeg kunne få fat på en ny. Det kunne jeg ikke, så jeg måtte annullere handlen. Det var underligt, for det har jeg aldrig prøvet før,” indrømmer Marco Gersager.

”Men selv om det er samme rallybil, har den fået al den kærlighed og alle de opdateringer, den har kunnet få fra Skoda Motorsport, så den vil bestemt være konkurrencedygtig.”

GM Motorsport


Læs mere om:
  • Carina V. Møller
  • Marco Gersager
  • Slagelse
  • 09/04/22 - Slagelse - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde