Formel 4   21/02/22

Conrad Laursen sikrede suverænt topresultat i mesterskabsfinale
F4 UAE Championship: Efter en suveræn indsats i sæsonfinalen i Abu Dhabi kunne Conrad Laursen for tredje gang i træk tage hjem fra de Forenede Arabiske Emirater med en pokal i bagagen.


(Foto: Prema Powerteam)

Det blev til en flot andenplads til Conrad Laursen i sæsonfinalen af F4 UAE Championship, som blev afviklet lørdag på Formel 1-banen Yas Marina i Abu Dhabi. Dermed kunne det 15-årige danske racertalent for tredje gang i træk tage hjem fra et Formel 4-løb i De Forenede Arabiske Emirater med et podieresultat. Den stærke præstation skete til trods for, at Laursen manglede power i sin Formel 4-racer hele weekenden.


(Foto: Prema Powerteam)

– Der opstod et motorproblem i teamet under forberedelserne, og derfor endte jeg med at køre med en reservemotor i min bil. Den manglede tydeligt power i forhold til de andre, så mine forventninger til weekenden var ikke høje til at begynde med. I første løb blev jeg kørt af banen og måtte udgå, men i andet og tredje løb lykkedes det mig at kæmpe mig godt op i feltet, og i finaleløbet sluttede jeg på en andenplads, hvilket var langt bedre end jeg kunne ønske mig, lyder det fra Conrad Laursen.


(Foto: Prema Powerteam)

Conrad Laursen deltog kun i udvalgte afdelinger af de Forenede emiraters Formel 4-mesterskab og var således ikke med i kampen om en titel. Men med podieresultater i mesterskabets to sidste afdelinger og en pokal i supportløbet til Formel 1-finalen i december fik den hurtige dansker absolut vist sit værd.


(Foto: Prema Powerteam)

– Det er altid fedt at få nogle pokaler med hjem, men frem for alt har det været fantastisk at få mulighed for at bruge vinteren sammen med mit team og ikke bare køre test, men rigtige racerløb. Det har været en effektiv træning, og samtidig har vi fået en masse god erfaring med den nye Formel 4-racerbil, som rulles ind i Europa i den nye sæson.


(Foto: Prema Powerteam)

Årets helt store opgave for Conrad Laursen bliver at vinde det italienske Formel 4–mesterskab, hvor han for andet år i træk stiller op med det verdensberømte topteam, Prema Powerteam. F4 Italian Championship køres over syv afdelinger og skydes i gang den 6.-8. maj på italienske Imola.


(Foto: Prema Powerteam)

Conrad Laursen Racing

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Conrad Laursen

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk