TCR Germany   20/09/21

Punktering kostede sikker podieplads for Martin Andersen på Hockenheim
Med tunge biler på grund af masser af succesballast stod der aldrig nogen nem weekend på menuen for Martin Andersen og Hyundai Team Engstler på Hockenheim, men det lykkedes det tyske Hyundai-team at vise imponerende fart til trods.


(Foto: Marco Meumann/Team Engstler)

Efter at have gjort rent bord sidste weekend på Lausitzring med to 1-2-sejre, kørte begge teamets biler 60 kilo succesballast ombord – og på en bane som Hockenheim er det per definition dyrt.

Trods udgangspunktet blev der sat solide mesterskabspoint på kontoen for viborgenseren, som lagde godt ud og blev nummer fire lørdag, men søndag blev det med lidt malurt i bægeret, da en sikker tredjeplads i søndagens finale efter en punktering blev til en femteplads.


(Foto: Marco Meumann/Team Engstler)

– Alt i alt blev det en weekend, som vi slet ikke havde forventet os. Farten var meget bedre end vi turde håbe, for så meget ballast koster generelt tid og slider hårdt på dækkene. Derfor er resultatet egentligt helt godt, og jeg tager herfra som treer i det tyske mesterskab. Men ja, man kan ikke lade helt være med at ærgre sig over den tabte tredjeplads, konstaterer Martin Andersen og fortsætter:

– Det var helt tosset til sidst. Jeg kørte et stærkt løb og lå nummer tre, men på sidste omgang ender jeg i en fight med Marcel Fugel fra Honda. Fugel rammer bagenden på min bil to gange, med det resultat, at venstre bagdæk eksploderede. Det lukkede så to andre forbi, og jeg kørte i mål med en helt håbløs bil, hvor den kun kørte på fælgen, forklarer han.

Et ærgerligt tab af en mulig tredje pokal i år – men det afgørende er mesterskabet og udviklingen, slår han fast.

– Det var super træls at miste tredjepladsen i løbet i dag, men vi må på den igen. Jeg tager det med mig videre til Sachsenring her om 14 dage, at vi igen udvikler os super godt med teamet, og at vi også formåede at hive en god pose point med os i en weekend, som helt grundlæggende var svær fra start, afrunder Martin Andersen.


(Foto: Marco Meumann/Team Engstler)

Næste løb i ADAC TCR Germany er om to uger på Sachsenring, og med weekendens resultater er Martin Andersen oppe som treer samlet i mesterskabet efter teamkollega Luca Engstler og Cupra-køreren Eric Scalvini.

Martin Andersen og Hyundai Team Engstler

Niklas Majgaard


Læs mere om:
  • Martin Andersen
  • Hockenheim

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk