Super GT Danmark V6   02/07/21

Rossel vil smage sejrens sødme
Super GT DanmarkAmbitionerne er store, inden det går løs på Jyllandsringen i Super GT. Kevin Rossel vil åbne årets sejrskonto, så han kan flytte noget i den samlede stilling.

- Vi kommer for at vinde. Alt andet er da kedeligt, og jeg har faktisk en rigtig god fornemmelse, lyder det med et stort grin fra Kevin Rossel, inden han i weekenden er tilbage i Super GT, hvor feltet skal indtage Jyllandsringen. Den kommende midtjyske udfordring burde også være en god mulighed for at sætte solide point i banken.

- Vi havde en test heroppe inden sæsonen, hvor det bare spillede, og hvor farten var virkelig god. Teamet har også tidligere vist, at de kan vinde heroppe, så der er flere ting, der taler for, at vi kan få gode resultater med hjem. Nu var jeg heller ikke med i den seneste afdeling, hvor jeg kørte i udlandet, så jeg føler lidt, at jeg har noget til gode, og så må den jo bare have dobbelt smæk den her gang, fastslår Kevin Rossel, som i det hele taget tror på, at der stadig er meget at hente i den resterende del af sæsonen.


Andreas Jochimsen(t.v.) og Kevin Rossel.

- Som stillingen er nu, så kan du stadig flytte rigtigt meget med en god afdeling, og der er stadig et godt stykke til sæsonafslutningen. Vi ved, hvem vi skal holde øje med – selvom der er mange, der godt vil stikke næsen frem – og så skal vi bare ud at give den gas. Jeg har det sådan, at alle ting peger i den rigtige retning, og så vi kan lige godt give den nogle prygl og få en fed weekend ud af det, siger Kevin Rossel, der håber på, at han kan tage optimismen med videre til kommende hjemlige løb i både Super GT og de udenlandske i Super Trofeo.

- Nu venter der også et par sjove europæiske baner på mig, og det er i det hele taget en periode, som jeg ser vildt meget frem til. Det er fede udfordringer, og det er lige præcis derfor, jeg kører racerløb. Jeg er landet på gode hold, der er klar til kæmpe med om de sjove placeringer, og det er dejlige forudsætninger. Så må jeg jo bare gå ud og vise flaget, slutter Kevin Rossel, der kan se frem til kvalifikation og første løb lørdag, inden de sidste tre løb i afdelingen finder sted søndag på Jyllandsringen.

Lars Guldager Dyhr


Læs mere om:
  • Andreas Jochimsen
  • Kevin Rossel
  • Jyllandsringen
  • 04/07/21 - Jyllandsringen - Super GT Danmark V6

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde