GT World Challenge Europe   22/03/21

Mikkel O. Pedersen tester forud for sæsonstart
Struerracerkøreren får dobbelt Le Mans-vinder som makker
Ligesom sidste år bliver det GT World Challenge Europe, som kommer til at udgøre grundstammen i Mikkel O. Pedersens 2021-program. Og ligesom sidste år skal racerkøreren fra Struer køre i en Porsche 911 GT3 R for det italienske Dinamic Motorsport – det team, som han har kørt for i de seneste par sæsoner.

”Bilen er den samme, som vi brugte sidste år i løbsserien, men der er reelt tale om en hel ny bil, for en af mine teamkammerater skadede den så voldsomt under 24-timersløbet på Spa, at der måtte et helt nyt chassis til,” fortæller Mikkel O. Pedersen. ”Mandag skal jeg så for første gang prøve den i år, hvor vi har en funktionstest på Monza.”

Den italienske racerbane indgår senere i kalenderen for årets GT World Challenge Europe, og det er ikke ukendt territorium for Mikkel O. Pedersen.

”Jeg kender Monza fra Supercuppen, og den bane kan jeg rigtig godt lide, men jeg har aldrig prøvet banen i min nuværende 911 GT3 R,” siger han. ”Men det bliver anderledes at skulle køre på banen med den bil end med den cup-racer, jeg tidligere har brugt. Banen har nemlig nogle curbs, som man ikke bare kan køre ind over, for GT3 R-raceren har en lavere frihøjde end cup-raceren.”


Mikkel O. Pedersen starter nu testarbejdet forud for sæsonen
(Foto: Mads Krabbe)

Selvom 2021 bliver han tredje sæson hos Dinamic Motorsport, skal Mikkel O. Pedersen mandag også for første gang i år møde sine to teamkammerater. Det er den dobbelte Le Mans-vinder Romain Dumas fra Frankrig og italieneren Andrea Rizzoli.

”Andrea kørte jeg også med sidste år, men jeg glæder mig virkelig til at skulle møde Romain og køre sammen med ham,” siger Mikkel O. Pedersen. ”Dinamic Motorsport har forstærket vores lineup, og det er også nødvendigt, for når man deltager i et felt, hvor der sidder fabrikskørere i flere og flere af racerbilerne, er det også vigtig at have en god og erfaren mand med som Romain.”

Efter testdagen med Dinamic Motorsport på Monza rejser teamet til Frankrig, hvor man sammen med alle andre teams onsdag og torsdag deltager i den officielle testdag for GT World Challenge Europe. Det sker på Paul Ricard-banen ved Marseille.

”Der kommer godt og vel 50 biler til start, men heldigvis kender jeg banen godt, da vi kørte sæsonfinale der sidste år,” slutter Mikkel O. Pedersen.

www.mikkelopedersen.com


Læs mere om:
  • Mikkel O. Pedersen

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde