24H Series   22/12/20

Kim Holmgaard kører Dubai 24H i Audi R8 LMS GT3 Evo
Den nordjyske langdistancekører rejser i midten af januar måned til ørkenstaten Dubai for at deltage i det årlige 24 timers racerløb sammen med tyske Car Collection Motorsport i en Audi R8 LMS GT3 Evo.


(Foto: Car Collection Motorsport)

Det er langt fra første gang, Kim Holmgaard deltager i Dubai-løbet. I 2016 vandt han sin klasse, og ved flere andre lejligheder har der været pokaler med hjem i kufferten. I 2021-udgaven er der til gengæld en ny udfordring:

"Det bliver mit første løb i en Audi R8 med over 600 hestekræfter, og det glæder jeg mig meget til. Det er en model, som tidligere har blandet sig i kampen om den generelle sejr, så der er da lidt pres på os kørere", fortæller Kim Holmgaard om sin forestående udfordring. Det varme sæde deler han blandt andet med hollandske Milan Dontje.


(Foto: Car Collection Motorsport)

"Jeg tror, det bliver en rigtig god oplevelse. Teamet er top-professionelt og har en lang historie som fabriksstøttet Audi Sport-team. Den store udfordring bliver til gengæld at slippe helskindet igennem alle overhalingerne, for der er stor forskel på hastigheden i de forskellige klasser", forklarer han.

"Simulatoren er indstillet på Audi R8 og Dubai, og der bliver trænet på livet løs, så jeg er bedst muligt forberedt til løbet. Teamet har sammensat en kørerbesætning, der har potentiale til at vinde, og det glæder jeg mig til at være en del af."


(Foto: Car Collection Motorsport)

Da Kim Holmgaard sidste år deltog i løbet, blev det ikke til meget køretid. Et monsunlignende regnskyl oversvømmede banen og gjorde det umuligt for bilerne at køre løbet, så i år skal der tages revanche.

"Ja, det virker jo lidt fjollet at rejse til Dubai og så nærmest blive skyllet væk af regnvand. Denne gang håber jeg at vi får godt vejr, så der kan blive kørt noget racerløb i stedet for", slutter Kim Holmgaard.

24 timers-løbet i Dubai har været kørt siden 2006, og den 5,36 kilometer lange bane har gennem årene lagt asfalt til spændende dyster blandt racerkørere fra hele verden - ved flere lejligheder har der været næsten 100 biler til start. Løbet køres den 15-16. januar og kan følges på hjemmesiden www.24hseries.com.

Holmgaard Motorsport

Kim Gripping


Læs mere om:
  • Kim Holmgaard
  • Dubai Autodrome
  • 16/01/21 - Dubai Autodrome - 24H Series

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk