Special Saloon   30/10/20

Normann fik den perfekte sæsonafslutning
Racerkøreren fra Rødkærsbro afsluttede motorsportssæsonen på Jyllandsringen i weekenden - og dét med manér. Sidste års mester i Super Touring-klassen var kun med som gæstekører, men løb med sejren i alle tre heat.

"Jamen det kunne ikke have været bedre! Bilen var helt suveræn, selvom sådan en baghjulstrækker burde kæmpe lidt i regnvejr. Vi havde ramt opsætningen helt perfekt, så jeg skulle bare køre bilen uden store bekymringer", fortæller Frederik Normann, som selv har bygget og optimeret bilen over de seneste sæsoner.

Helt uden bekymringer var finaleløbet dog ikke. De første omgange krævede tilløb, før der blev givet bremset optimalt for enden af langsiden:

"Der sad godt nok lidt i kroppen efter sidst, jeg kørte heroppe, hvor jeg endte i dækbarrieren for enden af langsiden. Jeg skulle lige finde tilliden til bilen igen, men den kørte bare som en drøm, og så var det bare at komme afsted", lyder det fra midtjyden.

Til forskel fra vante løbsweekender skulle Special Saloon Car-klassen afvikle både tidtagning og tre løb søndag. Coronarestriktioner gjorde det nødvendigt, men for Frederik Normann viste det sig at være en god kombination:

"Der var noget at se til, for der var ikke lang tid fra vi kom tilbage fra banen, før vi skulle til at gøre klar til næste gang. Jeg synes faktisk at det var rigtig godt, og det giver et ekstra twist på sådan et løb, at man ikke har uendelig tid til at forberede sig."

Forberedelserne til den kommende sæson er så småt også ved at gå i gang. Sæsonen har været historisk kort, så det er ikke meget slid, der er kommet på den kvikke BMW M3. Til gengæld er det endnu ikke afgjort hvor, Frederik og BMW'en kommer i aktion i 2021.

"Jeg ved ikke, om det bliver i Special Saloon Car eller Danish Endurance Championship. Begge mesterskaber er spændende på hver deres måde, men hvis jeg skal køre Special Saloon Car bliver det i GT-B-klassen, og der vil det kræve lidt opgraderinger, hvis bilen skal være konkurrencedygtig", slutter Frederik.

Normann Racing

Grippo


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 25/10/20 - Jyllandsringen - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde