GT World Challenge Endurance   22/10/20

Dennis Lind inden 24-timersløb på Spa-Francorchamps: Der bliver gang i den!
Den danske Lamborghini-fabrikskører ser frem til weekendens 24-timersløb på belgiske Spa-Francorchamps, hvor han sammen med FFF Racing skal forsøge at sikre GT World Challenge-sæsonens bedste resultat.


(Foto: SRO MEDIA)

2020 har været et udfordrende år for den danske Lamborghini-fabrikskører Dennis Lind, som inden sæsonstart var udpeget til at deltage i tre store internationale GT3-mesterskaber for det italienske performancemærke. Covid-19 satte imidlertid en kæp i hjulet for ambitionerne, og Lind er nu endt med fuld fokus på GT World Challenge Europe Endurance Cup, hvor han repræsenterer FFF Racing-teamet i en stærk kørerbesætning bestående af danskeren selv og de to fabrikskolleger, Marco Mapelli og Andrea Caldarelli.

– Vi har ærligt talt ikke haft den bedste sæson indtil videre. Vi måtte udgå fra sæsonpremieren på Imola med et defekt hjulophæng, og i anden afdeling på Nürburgring kæmpede vi med topfarten grundet en BOP (Balance of Performance, udligning af styrkeforholdet mellem mærkerne, red.) som bestemt ikke var til vores fordel. Dette betyder, at vi er ude af kampen om mesterskabet, men det betyder til gengæld også, at vi kan kaste alt i puljen og gå hårdt efter topresultater i sæsonens to sidste afdelinger, lyder det fra Dennis Lind.


(Foto: SRO MEDIA)

24-timersløb er ikke nyt for den danske Lamborghini-stjerne, som sidste år vandt 24-timersløbet i Barcelona og sluttede på en ottendeplads på Spa-Francorchamps, hvor tre ærgerlige tidsstraffe sendte FFF Racing-trekløveret ud af en ellers lovende kamp om en podieplacering.

– Spa-Francorchamps er en af de mest berømte baner i verden, både blandt kørere og fans, og det er ikke så underligt. Det er en ekstrem hurtig bane med masser af udfordrende sektioner, og blander man dét med verdens stærkeste GT3-felt bestående af 56 biler, som alle går all in på at vinde årets vigtigste løb, så skal det nok udvikle sig til et ræs med masser af tæt kørsel og action.


(Foto: SRO MEDIA)

– Jokeren er vejret. Lige nu ser det ud som om, at vi får et relativt tørt løb, men Spa har ofte en overraskelse i ærmet. Sidste år var præget af massiv regn, og dér lykkedes det os at vælge det rigtige setup fra start. I år har Covid-19 flyttet løbet fra juli til oktober, og der er risiko for temperaturer nær kuldegrader i løbet af natten, og hvis der samtidig kommer nedbør, så håber jeg, at Pirelli også har udviklet nogle hurtige pigdæk til os, griner Dennis Lind.

24-timersløbet på Spa-Francorchamps skydes i gang med træning og kvalifikation torsdag, mens super pole afgøres fredag aften. Løbet flages grønt lørdag klokken 15.30, og grundet overgangen fra sommer- til vintertid, viftes målflaget allerede søndag klokken 14.30. Løbet kan følges live via seriens website.


(Foto: SRO MEDIA)

TIDSPLAN – 24 HOURS OF SPA-FRANCORCHAMPS
Torsdag 22. oktober
11.10 – Træning #1 (90 min)
15.15 – Prækvalifikation (90 min)
18.55 – Kvalifikation #1 (15 min)
19.17 – Kvalifikation #2 (15 min)
19.39 – Kvalifikation #3 (15 min)
20.01 – Kvalifikation #4 (15 min)
20.35 – Træning #2 (90 min)

Fredag 23. oktober
17.30 – Warm-up (30 min)
18.20 – Super Pole (30 min)

Lørdag 24. oktober
15.30 – RACE (24 timer)

Følg løbet LIVE her: https://www.gt-world-challenge-europe.com/live

Dennis Lind Racing

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Dennis Lind
  • Spa-Francorchamps
  • 25/10/20 - Spa-Francorchamps - GT World Challenge Endurance

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde