TCR Denmark   06/09/20

Jan Magnussen og indgår treårig TCR-aftale med LM Racing
TCR DenmarkJan Magnussen og LM Racing offentliggør ambitiøs aftale om fornyet indsats i det danske TCR-mesterskab. LM Racing skifter samtidig fra Volkswagen til CUPRA fra 2021.

Samarbejdet mellem Jan Magnussen og LM Racing styrkes nu med en treårig aftale, som sikrer den danske racerkører optimale betingelser for at kæmpe med i toppen af TCR-mesterskabet i 2021, 2022 og 2023. Den lange kørerkontrakt er et klart udtryk for det Silkeborg-baserede motorsportsteams ambitioner om at blive det mest succesfulde team i toppen af dansk motorsport.


(Foto: Ole Vestergård)

– Jeg er enormt glad for, at LM Racing har ønsket at forlænge det samarbejde, vi tog hul på i år. Det er et topprofessionelt team med masser af ånd og vindermentalitet, og jeg glæder mig til fortsat at være en del af holdet, lyder det fra Jan Magnussen.

Sammen med den forlængede aftale følger også nyheden om, at LM Racing skifter fra Volkswagen til CUPRA fra 2021. Dette betyder, at Jan Magnussen kan sætte sig bag rattet i en af TCR-seriens nyeste modeller, når næste sæson skydes i gang til foråret.

– Vi har, siden Volkswagen annoncerede deres exit fra den brændstofdrevne motorsport, undersøgt markedet for alternativer til vores to Golf GTI TCR-modeller. Valget er faldet på CUPRA, som tidligere i år præsenterede en komplet nyudviklet racerversion til TCR-programmet. At vi samtidig kan sætte en så erfaren kører som Jan Magnussen i sædet betyder, at vi får optimale forudsætninger for at være med helt fremme i mesterskabskampen de kommende år, lyder det fra teamchef hos LM Racing, Lars Mogensen.

Jan Magnussen og LM Racing vil i den kommende tid afsløre flere detaljer om det forlængede samarbejde, som også støttes af den danske importør af CUPRA.

Jan Magnussen Racing

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • LM Racing

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde