Lamborghini Super Trofeo   04/09/20

Rossel er klar til at indtage Nürburgring
Med en plads i Lamborghinis Young Driver-program har Kevin Rossel endnu en god grund til at præstere på Nürburgring, hvor han tidligere på året havde en ganske vellykket test. Det giver blod på tanden inden årets anden afdeling af Super Trofeo.


(Foto: FotoSpeedy)

Der er fart på Kevin Rossel i disse uger, hvor debuten i Super Trofeo-serien kastede en plads i Lamborghinis Young Driver-program af sig. Efter en fornuftig start på den italienske bane Misano, er det nu ikoniske Nürburgring, der danner ramme om sæsonens anden afdeling, og forventningerne er store hos den unge østjyde.


(Foto: FotoSpeedy)

- Jeg havde en rigtig god test på banen tidligere i år, og det er bare en bane, der passer godt til mig. Det er vante omgivelser, men det er også en stor bane, hvor du lynhurtigt bliver straffet, hvis der mangler lidt, så det gælder i den grad om at være på tæerne. Jeg tror faktisk på, at vi godt kan få lidt metal med hjem, så det er podiepladserne, jeg har kig på, fastslår Kevin Rossel, der selvfølgelig også går efter at gøre en god figur i forhold til Young Driver-programmet.


(Foto: FotoSpeedy)

- I løbet af sådan en løbsweekend er der løbende evalueringer, og det er vigtigt at markere sig, så resultaterne tæller da lidt ekstra. Når det er sagt, så handler det i høj grad om at vise et godt stykke arbejde, hvor du sørger for at komme godt igennem, og hvor du viser, at du kan blande dig med de bedste. Der er mange skrappe rødder med her, men hvis jeg vil noget med det, så skal jeg selvfølgelig også kunne matche dem, og det må jeg bare ud og vise, forklarer Kevin Rossel, som sammen med resten af teamet hos Target Racing fik værdifuld læring ud af debuten.


(Foto: FotoSpeedy)

- Vi blev meget klogere på både hinanden og bilen, og det skal vi da gerne kunne udnytte allerede denne gang på en bane, der burde passe godt til både kørere og bilen. Derfor har jeg pænt tro på tingene, og vi kan mærke, at der bliver lagt mærke til vores indsats. Det er en speciel tid, hvor der er mange ting, der er sværere på grund af Corona, men paradoksalt nok, så er der også nye døre, der åbner sig, og så er det med at være klar, når det sker. Derfor glæder jeg mig rigtigt meget til Nürburgring, som jeg har det rigtigt godt med, slutter Kevin Rossel, der kører både Race 1 og Race 2 lørdag efter en fredag med træning og kvalifikation.


(Foto: FotoSpeedy)

Lars Guldager Dyhr


Læs mere om:
  • Kevin Rossel
  • Nürburgring

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk