Special Saloon   12/09/19

Perfection Racing: 3 løb på 2 uger - det var hårdt!
Det lykkedes for Perfection Racing at fuldføre deres lille Triathlon med løb i 3 på hinanden følgende week-ender. Rejsen, som begyndte på Padborg Park for to uger siden og derefter førte teamet til 24-timers løb i Barcelona, blev afsluttet til Grand Prixet på Jyllandsringen. Målsætningen hed: Pokaler i alle 3 week-ender. Og den blev opfyldt.

På Jyllandsringen bestod teamet oven i købet af to biler. Den trofaste Ginetta, som var i ilden for 3. week-end i træk, havde fået selskab af teamets Chevrolet Corvette i Special Saloon Car klassen. Til løbet var bilerne dekoreret med store streamere i forruden med teksterne: 'Storebror' (Corvetten) hhv. 'Lillebror' (Ginettaen) og det indikerede at Michael Klostermann tog sig af at køre Corvette, mens Claus Klostermann fik fornøjelsen af Ginettaen.


Begge Perfection Racings biler var i ilden på Jyllandsringen
(Foto: Henning Smed)

Allerede om lørdagen blev målsætningen om en pokal klaret. Det skete efter en satsning i det første Special Saloon Car heat. Kort forinden havde der været en meget kraftig byge på Jyllandsringen, men op til heatstarten begyndte det at se ud til, at banen havde et tørt spor. Perfection Racings to biler fik derfor slicksdæk på og det skulle vise sig at få afgørende betydning for begge bilen. Men med højst forskelligt resultat.

Corvetten er en old school racerbil uden traction control og dens mange heste var derfor helt ustyrlige, hvis de fik færten af den mindste smule fugt på banen. Det skete så lige hvor bilerne kører fra den nye del ind på den gamle bane og Michael Klostermann havnede i sandkassen. Modsat gik det for Claus Klostermann, som nød godt at Ginettaens traction control. Efterhånden som banen tørrede mere og mere op i løbet af heatet trådte han for alvor i karakter og kørte en klassesejr hjem.

Det skulle vise sig at være kulminationen på week-enden. Søndagens to heats bidrog kun med en enkelt pokal for en 3. plads til Claus Klostermann og det var måske et udslag af at trætheden så småt var ved at melde sig hos teamet. Det bliver godt at komme hjem på værkstedet i Slangerup for at få efterset materiellet og få ladet de mentale batterier op igen.


Med Claus Klostermann bag rattet vandt Ginettaen pokaler for 3. weekend i træk
(Foto: Henning Smed)

24 timers løbet, som var årets store styrkeprøve for et Perfection Racing team med mange nye medlemmer, er overstået med en meget opmuntrende andenplads som resultat. Oven i købet har teamet i de danske løb, man har kørt i år, også samlet så mange points sammen, at man er med i medaljekampen både i Special Saloon Car og Danish Endurance Championship. Derfor er næste mål i teamet podieplaceringer - gerne i begge mesterskaber. Nu kan der pustes ud i et par uger, men så gælder det sæsonens afsluttende løb i Danmark.

Henning Smed


Læs mere om:
  • Claus Klostermann
  • Michael Klostermann
  • Perfection Racing
  • Circuit de Catalunya
  • Jyllandsringen
  • 01/09/19 - Circuit de Catalunya - 24H Series
  • 08/09/19 - Jyllandsringen - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde