TCR Scandinavia   02/09/19

Martin Jensen gør comeback i svensk gæsteløb
I sidste uge offentliggjorde Casper Elgaard, at han vender tilbage som aktiv kører - i hvert fald for en weekend - når svenske TCR Scandinavia næste weekend gæster Grand Prix Danmark og Jyllandsringen. Men han bliver ikke alene om comebacket.


Martin Jensen stiller til start i den Alfa Romeo Giulietta TCR-racer, som Louise Frost normalt kører i den svenske serie.
(Foto: Niklas Majgaard)

Martin Jensen melder sig nemlig også under fanerne i den svenske serie, og tørner i den kommende weekend ud i den ene af de to Alfa Romeo Giulietta TCR-racere, som Martin Jensens Insight Racing råder over. Den anden bil skal køres af Insight Racings norske talent Kristian Sætheren.

- Jeg vil da gøre Casper selskab… Ej, da Casper begyndte at snakke om, at det da egentligt kunne være sjovt at vende tilbage, så kunne jeg også godt mærke, at det begyndte at krible lidt. Jeg tænkte omvendt, at det ville blive lidt meget også at skulle køre selv, når jeg er ude i sæsonens måske travleste weekend som teamejer og promotor i DS3 Cup.

Det gik dog hverken værre eller bedre end at den hvide Alfa Romeo faktisk kom til at stå ledig, og dermed var vejen banet for deltagelse i den stærke, svenske standardvognsklasse:

- Muligheden opstod, for jeg fik et afbud fra Louise Frost, der normalt kører bilen - og så røg det ud af munden på mig, om jeg da ikke skulle køre TCR Scandinavia på Jyllandsringen i den. De sagde ja, og så var det en aftale, forklarer Martin Jensen.


TCR Scandinavia får ikke bare én, men to garvede danske kørere til start, når det går løs på Jyllandsringen. I lighed med Casper Elgaard har Martin Jensen også skiftet rollen som kører ud med titlen som teamchef.
(Foto: Niklas Majgaard)

Italiensk support

Livet som teamejer, direktør og promotor af den dansk/skandinaviske DS3 Cup er i forvejen travlt, så testkørsler bliver der ingen af. Men Martin Jensen ser frem til næste weekends opgave:

- Det har været noget travlt, men bilen er i hvert fald helt klar til det. Vi får assistance fra Italien, for Romeo Ferraris, der bygger bilerne i Italien, kommer herop med deres ingeniører, og jeg glæder mig meget til at vise vores meget internationalt funderede team. Det er tænkt som et trækplaster for at vise, hvad de her folk kan - og nu kan de jo så meget passende få lov at dirigere rundt med chefen, siger Martin Jensen med et smil.

Martin Jensen påpeger samtidigt, at fortsættelsen af det dansk/italienske samarbejde er et, han har glædet sig til:

- Det her er et led i et langt samarbejde, vi har på hånden. Vi glæder os rigtig meget til at komme ud til Grand Prix Danmark for at vise den fedeste racerserie og de fedeste biler, afrunder han.

Insight Racing


Læs mere om:
  • Martin Jensen
  • Insight Racing
  • Jyllandsringen
  • 08/09/19 - Jyllandsringen - TCR Scandinavia

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk