24H Series   30/08/19

Danskerne i 24H Barcelona - Kvalifikation
Der er mange danskere i startfeltet til Creventics 24-timers løb på Formel 1 banen lige udenfor Barcelona. Men de er samlet på ganske få biler, så selv om der er 10 danske kørere til start, så er de fordelt på kun 4 biler.

Lad os lægge ud med den danske kører, som ubetinget har de største muligheder for at gøre sig helt fremme i den forreste del af feltet. Det er Dennis Lind, som kører en Lamborghini Huracan GT3 Evo #77 for det engelske team, Barwell Motorsport. Det er feltets eneste Lamborghini og Dennis fortæller, at træningerne op til løbet faktisk ikke gik helt som planlagt. Teamet har kæmpet lidt med nogle små problemer og det gjorde, at man ikke havde haft tid til at træne i et dedikeret kvalifikations setup. Men det lod man sig ikke gå på af og da støvet havde lagt sig efter kvalifikation var det netop Dennis Lind, som havde sat dagens absolut hurtigste tid og derfor skal starte på pole position i morgen.


Dennis Lind

I TCR klassen er der to teams med dansk islæt. Forrest af disse efter kvalifikationen er det tyske team Autorama Motorsport, som har danskerne Kristian Jepsen og Jan Sørensen blandt kørerne i deres VW Golf GTI TCR #114. Heller ikke dette team har haft optimale forberedelser op til kvalifikationen, da man i formiddags måtte skifte motoren i bilen. Kvalifikationen gik så udmærket med en 3. plads i TCR klassen, men danskerne er lidt bekymrede for, om skavankerne i bilen er helt kureret. Det må tiden vise i løbet af i morgen. Under alle omstændigheder vil de to danskere få en hel del køretid, da der kun er 3 kørere på bilen.


Kristian Jepsen og Jan Sørensen's bil får skiftet motor

På en 9. plads i TCR klassen finder vi det danske team, Holmgaard Motorsport, der har brødrene Holmgaard (Jonas og Magnus) samt Michael Carlsen blandt deres 5 kørere. Paradoksalt nok var de også nødt til at skifte motor i deres VW Golf GTI TCR #102 forud for kvalifikationen efter en lille sammenkørsel under træningen betød, der blev gnavet hul på en kølerslange hvorefter alt vandet løb af motoren. En stor indsats for at skaffe en ny motor lykkedes og teamet er 100% klar igen.


Brødrene Holmgaard (Jonas og Magnus) samt Michael Carlsen kører i #102

Endelig finder vi danske Perfection Racing med den rent danske kørerbesætning, Rene Rasmussen, Tommy Laugesen og brødrene Klostermann (Michael og Claus) bag rattet i deres Ginetta G55 #345, som kører i SP3 klassen. Også her var der lidt drama op til kvalifikationen da et beslag omkring bagtøjet brækkede i den sidste træning og det krævede en total adskillelse af bagende af bilen for at udbedre skaden. Man blev dog klar til kvalifikationen og teamet var godt tilfredse med en 3. plads i klassen. Især fordi alle teamets kørere er glade for bilen og der ikke er den helt store spredning på de tider, som hver enkelt kører kan præstere. De to hurtigere teams ser begge ud til at have en større spredning i deres kørerbesætning, hvorfor Perfection Racing har en tro på, at man godt kan være konkurrencedygtige på den lange bane.


Perfection Racing med Rene Rasmussen, Tommy Laugesen, Michael og Claus Klostermann.

Det får vi alt sammen et svar på lørdag og søndag. Løbet begynder kl. 12:00 - og det varer selvfølgelig præcis 24 timer.

Henning Smed


Læs mere om:
  • Circuit de Catalunya
  • 01/09/19 - Circuit de Catalunya - 24H Series

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk