For nogen er CHGP slutningen på en dejlig sommerferie og for andre starten på ferien. Uanset hvad, indikerer CHGP altid, at vi nu går ind i den sidste sommermåned, når man ser på kalenderen. Og vi er for syvende gang SÅ klar til en weekend med race på bybanen omkring Bellahøj Park den 3. og 4. august 2019. For 19. gang slår Copenhagen Historic Grand Prix dørene op til årets event, med historiske og nye racerbiler i alle mulige forskellige afskygninger, og med tilmeldte kørere fra ikke mindre end 12 lande.
Så det er nu du skal hanke op i manden, konen, kæresten eller ungerne og invitere dem til en weekend med oceaner af oplevelser. Og skulle de, mod forventning ikke ønske at deltage; ja, så er der sikkert over 40.000 andre 'motorsportstosser' på Bellahøj Park, du kan dele oplevelserne med. Så er man til flotte, velholdte og hurtige biler og har lyst til at møde racerkører fra ind- og udland, ja så er vejen forbi Bellahøj Park en oplevelse uden lige, for hele familien.
(Foto: Motorsporten.dk)
Der er igen tilmeldt over 200 biler til årets CHGP i de otte klasser, der køres i. I de seks historiske klasser, er det med biler helt tilbage fra 1930 og frem til 1986. Ud over de historiske klasser køres der Legend Cup og som noget helt nyt i år stiller 22 biler til start i Super GT Danmark serien.
Der er mange forskellige bilmærker og typer, men et er fælles - de bliver passet og plejet i alle ender og kanter - og det er sikkert, at både biler og kørere præsterer alt hvad de har i sig frem mod det ternede flag.
De historiske bilklasser kører to kvalifikationsløb - et lørdag og et søndag samt finaleløbet om søndagen - dog undtaget Formel Junior, der kører første løb lørdag og finaleløb søndag.
I Legend Car klassen er der tilmeldt 36 deltagere. Legend Cars ligner mest af alt amerikanske biler fra 1930'erne, men de er i 5/8 størrelse. Løb med Legend Cars er altid ekstremt underholdende og kender du ikke bilklassen, bør du ikke snyde dig selv for oplevelsen - der er helt sikkert underholdning for alle pengene i deres to kvalifikationsløb - et lørdag og et søndag samt finaleløbet der køres søndag eftermiddag.
(Foto: Motorsporten.dk)
I år skal vi ikke nyde godt af deltagelsen fra DTC bilerne, men i stedet skal vi stifte bekendtskab med den nye og store danske klasse Super GT Danmark. Selv om man måske ikke kender klassen, er der rigtig mange kendte danske kørere med, der yder en formidabel indsats på banen. Denne klasse skal, lige som Legend Cup, køre 5. afdeling af det danske mesterskab. Der er ingen tvivl om de lægger hårdt fra start når de fem røde lamper slukkes, da kørerne ligger utrolig tæt frem mod mesterskabet, hvor der efter CHGP kun er to løb tilbage til at afgøre hvem, der bliver danske mestre i 2019.
Super GT Danmark afvikler deres 5. afdeling med første kvalifikationsløb lørdag og andet kvalifikationsløb samt finaleløbet der køres om søndagen.
Mikkel C. er en af de erfarne kørere der er skiftet til Super GT. For nemhedsskyld har han taget sit 'gamle' nummer med. (Foto: Motorsporten.dk)
I PRO/AM løbene, hvor en PROfessionel og en AMatør racerkører deler bil, plejer der også at blive kørt med gaspedalen helt i bund. Der er tilmeldt 16 biler og dermed 32 kørere og der er mange super dedikerede kørere med. Normalt bliver ingen nævnt og dermed heller ingen glemt, men igen år må der gøres en undtagelse.
Udover ambassadør for CHGP Tom Kristensen, deltager to andre kendte udenlandske racerkørere, der også er Le Mans vindere, nemlig Dindo Capello og Frank Biela - samlet set har disse tre Audi-kørere vundet Le Mans hele 17 gange. Disse tre PRO kørere deltager med henholdsvis Martin Berner, H.K.H. Prins Joachim og Oscar Davidsen Siesbye og alle tre hold i Lotus Cortina biler.
Men som sagt er dette kun et meget lille udpluk af fantastiske kørere i PRO/AM løbet - gå ind og kig på CHGP.dk (eller download CHGP's nye CHGP 2019 app) og se hele det flotte deltagerfelt og glæd dig til at se dem give alt hvad de og bilerne har i sig for at vinde i denne klasse.
Royal PRO/AM kører deres første løb lørdag og de skal køre deres finaleløb søndag eftermiddag.
(Foto: Motorsporten.dk)
Både lørdag og søndag formiddag (henholdsvis kl. 11.05 og kl. 11.00) er der OPVISNING på programmet. Måske kan vi i lighed med sidste år få fornøjelsen af at opleve Michael Christensen i 'den lyserøde gris', en Porsche 911 RSR. Men hvem og med hvilke biler, der er med i opvisningen er i skrivende stund ikke offentliggjort.
Et tilbagevendende, elsket og velbesøgt indslag ved CHGP er Race for Riget, hvor man kan købe en plads i passagersædet i en af de mange fantastiske racerbiler og sportcars med en chauffør ved rattet, der kan køre så godt og stærkt, at de fleste passagerer ser helt rundtossede og superbegejstrede ud efter turen. Se listen over de passionerede kørere og deres racerbiler på CHGP's hjemmeside eller på app'en - oplevelsen er med garanti alle pengene værd!
Turene er inddelt i prisklasser alt efter kører og bil, men det mest fantastiske er, at alle kørere og biler deltager helt uden beregning og dermed går alle pengene ubeskåret til BørneUngeProgrammet på Rigshospitalet, der i 2018 fik overrakt en check på kr. 654.750 og som dermed, siden 2010, har modtaget mere end 3 mio. kroner - det er da fantastisk!
Giv dig selv eller en, du holder af, en helt fantastisk og unik oplevelse for livet og vær samtidig med til at støtte BørneUngeProjektet på Riget - du gør dig slet ingen forestilling om, hvor meget pengene betyder for børnene og de unge mennesker, i en for dem ubeskrivelig trist og svær tid.
(Foto: Motorsporten.dk)
Uden det kæmpe arbejde som CHGP folkene, banebyggerne, redningsfolk og læger samt alle de frivillige gør, ville dette arrangement overhovedet ikke finder sted, så vi er mange, der er så taknemmelige for den indsats I gør, således at vi andre igen kan være med til årets race event i København.
Så hermed bare en opfordring til alle, der har hang til flotte, velholdte og hurtige biler, om at komme og være med til en fantastisk weekend på Bellahøj med et brag af et program i hele weekenden.
Kan du slet ikke vente helt til weekenden med at nyde synet af de fantastiske biler og entusiastiske kørere, eller kan du bare ikke få nok, så kan du allerede fredag den 2. august 2019 tage forskud på lidt af glæderne.
Der er nemlig mulighed for opvarmning til weekendens program, når CHGP som altid er værter ved et pressemøde på Københavns Rådhus for indbudte, men andre interesserede bliver ikke snydt for at deltage i festlighederne på Rådhuspladsen.
(Foto: Motorsporten.dk)
Kl. 12.00 starter en kortege af racerbiler og sportsvogne turen fra Bellahøj Park og kører mod Københavns Rådhus. Bilerne vil blive parkeret på selve Rådhuspladsen fra omkring kl. 12.45 og frem til kortegen kører tilbage mod Bellahøj Park ved 14.30 tiden.
Med de flotte biler parkeret foran Københavns Rådhus, er der mulighed for, at alle, der har lyst, kan komme helt tæt på og beundre bilerne og måske få en snak med nogle af kørerne, danske som internationale og amatører som professionelle - det plejer altid at være festligt og fornøjeligt.
Når kortegen kommer tilbage til Bellahøj Park vil der syde af liv, gensynsglæde og aktivitet. I løbet af dagen ankommer de mange teams med biler, kørere, mekanikere og familie, der glæder sig til, at få rigget til på pladsen. Der er træning, for nogle klasser, fra kl. 17.00 til kl. 18.35 på den nyopbyggede 2.4 km. lange bybane, som i år er beriget med ny asfalt på en del af strækningen. Og ellers gælder det bare om, at blive klar til det for alvor går løs lørdag den 3. august kl. 8.30.
Lørdag starter med tidtagning i alle klasser fra kl. 8.30 til omkring 12.25, kun afbrudt af Opvisning fra kl. 11.05 til 11.25. Kl. 12.25 holdes den officielle åbning og derefter køres der i en time Race for Riget (kl. 12.40 til kl. 13.40). Kl. 13.50 til 18.00 køres de første løb i alle klasser.
Søndag starter andet løb i seks klasser kl. 8.30 (Formula Junior og PRO/AM kører ikke andet løb) og fortsætter til kl. 11.20, kun afbrudt af opvisning fra kl. 11.00 til kl. 11.20. Herefter køres der igen en times Race for Riget (kl. 12.00 til kl. 13.00) og finaleløbene afvikles fra kl. 13.10 til kl. 17.20.
Og så er der vist bare tilbage at sige:
Vi er så klar; så kan vi snart få gang i CHGP 2019, gi' max gazz og helst uden alt for meget safety car, store skrammer og gaffa tape, men mest af alt uden kørerskader - rigtig godt CHGP 2019 til alle og husk at passe på Jer selv og hinanden.
Karin Bøgelund
Læs mere om: Bellahøj (Gadeløb)04/08/19 - Bellahøj (Gadeløb) - CHGP04/08/19 - Bellahøj (Gadeløb) - Legends Car Cup04/08/19 - Bellahøj (Gadeløb) - Super GT Danmark V6 |