FIA WEC   13/06/19

Michael Christensen kæmper både om VM og Le Mans sejr
World Endurance ChampionshipMeget er på spil, når Michael Christensen i weekenden stiller til start ved den 87. udgave af det traditionsrige og klassiske 24 timers løb på Le Mans. Den 28-årige dansker, der er fabrikskører for Porsche, vandt sidste år Le Mans GT-klassen sammen med sin franske makker Kevin Estre. Og i år er der mere på spil end blot at forsøge at gentage sidste års sejr på Le Mans. Makkerparret kan også sikre sig det officielle verdensmesterskab for sportsvognskørere, da årets Le Mans er finalen i den såkaldte superseason, der indeholder intet mindre end to Le Mans løb og nu betyder at VM hvert år afsluttes på Le Mans.

I den 15 måneder lange sæson har Michael Christensen og Kevin Estre kørt deres Porsche 911 RSR til en podieplacering i 6 af de hidtil kørte 7 afdelinger. Det betyder at de fører VM stillingen med et forspring på 36 point foran Porsche holdkammeraterne Gianmaria Bruni og Richard Lietz, der til trods for hård kamp fra Ford, BMW, Aston Martin og Ferrari gennem hele sæsonen, er de eneste der kan true Christensen og Estre i kampen om VM. En sejr på Le Mans giver 38 point. På Le Mans får Christensen og Estre igen selskab af belgiske Laurent Vanthoor, der også var med på vinderbilen på Le Mans sidste år.


Laurent Vanthoor, Michael Christensen og Kevin Estre ved præsentationen på Le Mans
(Foto: Porsche)

Michael Christensen burde have været verdensmester med Porsche allerede i 2015, men han missede et enkelt løb i sæsonen, da Porsche i USA havde brug for hans hjælp. Hans indsats i USA betød at han missede point i VM serien, men til gengæld kunne Patrick Pilet senere kåres om vinder af IMSA mesterskabet og Michaels daværende makker i VM serien Richard Lietz blev kåret alene som verdensmester. Men de mange år som Porsche fabrikskører, Michael fik kontrakt forud for 2014 sæsonen, har givet masser af andre sejre og han er en af de få kørere, der har vundet tre af de største klassikere indenfor langdistanceracing, 12 timers løbet på Sebring, 24 timers løbet på Daytona og 24 timers løbet på Le Mans. Årets Le Mans er Michael Christensens femte start sammen med Porsche på den 13,1 km lange bane.

Ved årets Le Mans er der ialt 62 biler til start, heraf 17 biler i den tætte GTE Pro klasse. Hele 6 bilfabrikker er repræsenteret i klassen med fire Porsche 911 RSR, fire Ford GT, to Corvette C7.R, tre Ferrari 488 GTE EVO, to Aston Martin Vantage AMR og to BMW M8 GTE. Udover Michael Christensen er der tre andre danskere til start i GTE Pro. Jan Magnussen stiller til start for Corvette Racing og Nicki Thiim og Marco Sørensen er holdkammerater hos Aston Martin.

"Der er ingen tvivl om, at årets Le Mans igen kan blive en tæt affære" forklarer Michael Christensen fra Le Mans, hvor hans Porsche med startnummer 92 har fået tilført en guldstribe for at fejre Porsches VM for konstruktører. "Le Mans er et one of a kind event og et løb alle vil vinde. Vi skal selvfølgelig have stort fokus på VM. Selvom vi fører stort, så kan alt ske på Le Mans, så det er et løb som skal tages meget seriøst og med et struktureret mindset! Men vi kommer ind til denne weekend, med fuld fokus på at vinde løbet - og mesterskabet. Men på Le Mans kan du miste alt i den sidste time, Vi ved, at vi har alle værktøjer til at gøre det godt og vi skal bare udnytte vores potentiale maksimalt. Og så længe at vi gør vores bedste og altid holder hovedet koldt, bliver vi rigtig svære at arbejde med, for vores konkurrenters vedkommende".

Le Mans starter lørdag kl 15 og kan følges live på TV2 og Eurosport.

Jan Kaiser


Læs mere om:
  • Michael Klitgaard Christensen
  • Le Mans
  • 16/06/19 - Le Mans - FIA WEC - FIA VM
  • 16/06/19 - Le Mans - Le Mans

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde