Super GT Danmark V6   18/01/19

Carsten Lorenzen opruster til Super GT Danmark 2019
Super GT DanmarkForud for 2019-sæsonen i Super GT Danmark (tidl. Danish Supertourisme), har Carsten Lorenzen #71 oprustet, både i sit bagland med en aftale med Sporting Manager Olav Langdahl og i træningsregimet med en gear-kart, der skal skærpe følingen som racerkører endnu mere.
Carsten’s karriere, der har udviklet sig med lynets hast over de sidste par år, har vagt opsigt, da der skal lidt ud over det sædvanlige til at gå i gang med en racerkarriere som 37-årig.


Carsten Lorenzen i hans elegante #71 Super GT racer forfølges af konkurrenter på Ring Djursland
(Foto: Friesenbiker)

Olav, der tidligere har stået bag Frederik Schandorff i DTC, har pt. også et samarbejde med Aske Nygaard Bramming fra Formel 4 fortæller:
“En fælles ven introducerede Carsten og jeg for hinanden, og med lidt research og samtale fandt vi meget hurtigt ud af, at vi begge er værdi-drevne mennesker med sans for detaljen. Stærke værdier betyder meget for mig, når jeg går ind i et samarbejde med en racerkører; og at Carsten samtidig bryder alle mønstre og overrasker motorsportsdanmark ved på 5 år at nå en top-klasse, er simpelthen super sympatisk. Det giver jo håb til alle os gamle nørder, der aldrig kom i gang” griner han, og fortsætter: “Med Carsten er der en helt særlig historie om en livs-rejse og udviklingen af en karriere, der for alvor fortæller om vilje, flid og stædighed - det, og så at Carsten er en gennem-cool gut, gjorde beslutningen om at arbejde sammen med ham særdeles nem.”


Sporting Manager Olav Langdahl og racerkører Carsten Lorenzen
(Foto: enthuse.dk)

Igen i 2019-sæsonen stiller Carsten Lorenzen op for promotor Tom Pedersens team. Målsætningen for 2019 har lige dele realisme, og Sønderjysk beskedenhed:
Top 15 i mesterskabet generelt og top 3 i AM-mesterskabet.
Denne modne realisme af en racerkører i målsætningen forud for en ny sæson, er særdeles forfriskende, og stjernen på Mercedes-bilen sigter efter top 10 i 2020, top 5 i 2021 og et Danmarksmesterskab i 2022. Samlet giver det en helt unik anledning for virksomheder og fans at følge historiens udvikling over tid.
Carsten fortæller: “At stå i en top-serie efter bare 5 år er helt utroligt. Det giver stærk motivation til at gå endnu hårdere efter det. Derfor er det super fint at have en gut som Olav med på holdet. Han er kendt for at være idérig og har allerede hjulpet i det forretningsmæssige fokus overfor mit sponsorarbejde.
Målet for os er, at levere stærke modydelser til vore samarbejdspartnere. Her kan motorsport noget helt særligt, og min historie og udvikling giver en god platform for dybere relationer med både sponsorer og gæster; for jeg har jo noget erfaring med mig og dele ud af. Jeg glæder mig til at have gæster til løbene og give dem en super oplevelse. Vi arbejder allerede på flere events, udstillinger og oplevelser vi kan tilbyde samarbejdspartnerne.”


Carsten Lorenzens Super GT #71 er gennem-renoveret og klar til 2019 sæsonen
(Foto: Friesenbiker)

Teamet omkring Carsten Lorenzen har, udover en komplet gennem-renovering af Super GT racerbilen, erhvervet en gear-kart til vintertræningen, for at sikre optimal forberedelse forud for sæsonen.
“Haha, ja, jeg startede jo sent som racerkører, og derfor mener vi det var en god investering for at skærpe min føling og kontrol. Tom (Pedersen, red.) gav mig bl.a. den feedback fra sidste sæson, at jeg skal sørge for at få så mange kilometer på banen som muligt, da jeg ikke har den erfaring og føling som de fleste af mine konkurrenter har, og derfor er gear-karten et fantastisk redskab. Der er naturligvis også mange andre elementer jeg skal forbedre inden den nye sæson, men det primære fokus vil være at få kørt en masse.

Hold øje med bil nummer 71 og Carsten Lorenzen, når Super GT Danmark drøner ud på banerne, første gang 27.- 28. april 2019.

Olav Langdahl


Læs mere om:
  • Carsten Lorenzen

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde