Rally   25/10/18

Syv krævende prøver skiller Ib Kragh fra ny DM-titel
Lørdag bliver afgørelsens time for Ib Kragh og Freddy Pedersen. I den lynhurtige Citroën DS3 R5 skal det afgøres, om makkerparret også i år bliver vindere af Dansk Super Rally og dermed kan kalde sig titlen som Danmarks bedste rallyhold.

”Rally Sønderjylland er det sjette og sidste løb i årets DM-serie,” fortæller Ib Kragh. ”Vi har henholdsvis 19 og 51 points forspring til Rasmus Sørensen/Heidi Knudsen og Heino Mejer/Bo Mølgaard på de næste pladser, og der er 60 point at kæmpe om. De point kan vi dels score ud fra slutplaceringen i vores klasse, dels fra det generelle resultat, samt de bonuspoint, den afsluttende power stage udløser.”


Ib Kragh og Freddy Pedersen er klar til sidste løb i kampen om DM-guldet

”Konkurrencen bliver hård, for der bliver hele ni biler i vores klasser. Rasmus Sørensen er vores hårdeste konkurrent i Dansk Super Rally, hvor han hidtil har kørt i klassen for R2-biler, men til dette løb har han lejet en Skoda Fabia R5, som kører i samme klasse som min Citroën DS3 R5. Vi behøver ikke at vinde løbet generelt for at blive mestre, men jeg skal holde øje med Rasmus. Han har trods alt ikke lejet sådan en rallybil for at køre en lørdagstur. Det bliver spændende at se, hvad han kan præstere i sådan en.”

Rasmus Sørensen/Heidi Knudsen – som allerede har sikret sig titlen i R2-klassen – er ikke de eneste, som kan udfordre Ib Kragh/Freddy Pedersen.

”Steen Andersen kommer og er altid en klar rival, og så starter Roland Poulsen igen i klassen i Poulsen Motorsports Skoda Fabia R5, så der er flere rivaler end Rasmus Sørensen til sejren på dagen,” siger Ib Kragh. ”Selvfølgelig vil Freddy og jeg gerne vinde på dagen, men der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi går efter at genvinde vores titel i Dansk Super Rally.”

Rally Sønderjylland omfatter syv hastighedsprøver – hvoraf flere er velkendte – og får base i Aabenraa.

”Det bliver rart, at vi afvikler finalen i DM-serien i en af landets større byer. Det er vigtigt, at rallysportens sæsonfinale ikke bare bliver gemt væk, men at der også er fokus på den. Det bliver på asfaltveje, at vi kommer til at køre, men jeg kunne godt have tænkt mig, at løbet havde budt på mere end de par kilometer med grus, som er på programmet, for det er altid sjovt,” siger Ib Kragh, der i sidste weekend holdt kampformen ved lige ved at deltage i finalen i Yokohama-mesterskabet i rallysprint. ”Og så har vi ellers i teamet gjort en stor indsats for at gå bilen efter i sømmene, så intet teknisk kan gå galt, og det skal mine servicefolk have en stor tak for.”

”Jeg håber på, at vi får solskin på lørdag i det sønderjyske. For så kan vi få et rally på helt lige vilkår, hvor det ikke handler om, hvem der har startet på de rigtige dæk, hvis det skulle begynde at regne midt under løbet. Og så vil det naturligvis være rart, at der kommer mange, som hepper og lægger vejen forbi teltet på servicepladsen.”

IK Rally Racing


Læs mere om:
  • Ib Kragh

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde