Formel 3   17/10/18

Største oplevelse nogensinde for Vesti
Første løb nogensinde i en F3er. Noget de fleste unge racerkørere må nøjes med at drømme om. Men det blev til virkelighed for Frederik Vesti i årets sidste afdeling af FIA F3 mesterskabet, der blev kørt på Hockenheim i weekenden. Noget der kun lykkedes på grund af stor og uventet lokal opbakning fra sponsorer. Prisen for sådan en fornøjelse ligger på lige under kr. 350.000 for en weekend.

F3 serien er kendt som den serie, hvor en måske to kørere har mulighed for at gå direkte til F1. En utrolig kompetitiv serie, hvor de fleste kørere bliver i 2 år for at udvikle sig maksimalt. Det er også Vesti's plan, hvis det kan lykkes for den unge jyde at finde de kr. 7.5 mio., der skal rejses til sæsonen 2019 for at få plads hos et top team.

Men inden da skulle muligheden for at snuse til serien udnyttes, som vil sikre en endnu bedre forberedelse til næste års sæson, hvis Vesti får muligheden, når denne går i gang til april.

”Vi kigger meget på, hvad de bedste kørere i F1 har gjort op igennem karrieren. Og det er helt tydeligt, at de allerbedste og dem med de største budgetter, altid sørger for at begynde en kommende sæson året inden, så man har fået en føling med bilen og lavet de fejl, man helst ikke skal begå, når det handler om afgørende points i et mesterskab. Det var en af grundene til, at jeg sagde ja tak til mit F4-teams tilbud om at køre i deres F3 team i årets afslutningsløb. Jeg vidste ikke, hvad jeg kunne forvente, og hvor jeg ville ligge henne placeringsmæssigt. Jeg gik ind til weekenden uden nogen forestilling overhovedet om et resultat. Jeg vidste, jeg ville blive smidt for ”løverne”, men den udfordring greb jeg, simpelthen fordi det er så utrolig god læring for mig! Aldrig har mine resultater været så dårlige, og aldrig har jeg smilet sådan. For det var bare den FEDESTE oplevelse nogensinde,” griner Frederik Vesti.

At serien er meget kompetitiv kunne ses allerede i tidtagningen. I kvalifikationen til andet løb lå de første 22 kørere indenfor 0.972 sekund!! Vesti imponerede stort i den første tidtagning, hvor han kørte en 8. hurtigste tid hjem og lige efter ham, der senere på weekenden vandt mesterskabet – Mick Schumacher, søn af den 7 dobbelte F1 verdensmester Michael Schumacher. Anden og tredje kvalifikation var ikke noget at skrive hjem om. Et forkert dæktryk, som teamet tog ansvaret for, kombineret med Vestis manglende evne til at mærke, hvornår dækkene ramte den optimale temperatur til at sætte den hurtige omgang, kostede to tidtagninger.

”Det var godt nok svært med de dæk. Inden løbet havde den tyske DTM serie været på banen. Det betyder, at der køres en masse ekstra gummi i banen. Sådan noget kan gøre en afgørende forskel for et resultat, hvis man ikke helt forstår at tage højde for det. Og det sammen med den mindste ændring i temperatur, vingen på raceren som er noget helt nyt for mig, størrelsen på raceren, stor downforce og en ny måde at bremse på, fyldte mit hoved til bristepunktet!! Så mange nye informationer og så meget der skulle prøves af. Det lykkedes ikke lige godt det hele. Jeg kvalificerede henholdsvis 21 og 19 i anden og tredje tidtagningen. I de tre løb var jeg blandt de tiende hurtigste på tiderne. I løb tre stod jeg nærmest stille på grund af voldsom understyring. Sluttede 10, 20 og 14 i de tre løb. Teamet siger, de er meget imponeret, og at det de har set, er stort af en som mig, der er med første gang. Alle snakkede om min 8. hurtigste kvalifikation. Når man er vant til at være på podiet, er det nu en underlig følelse at blive rost for noget, der på papiret ikke ser godt ud. Men jeg suger til mig og kan mærke, hvor meget jeg har rykket mig og lært på 3 dage. Det er det, der gør mig glad og tilfreds,” slutter en selvkritisk Frederik Vesti.

Vesti Motorsport


Læs mere om:
  • Frederik Vesti

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde